Stærkt firekløver jagter verdensrekorden

17. august 2017   |   Sparta Atletik & Motion  |  Flere pressemeddelelser

Elitefeltet er på plads, og målsætningen er klar. Der skal sættes verdensrekord i hovedstadens gader den 17. september. Især fire herrer er gode bud på en ny verdensrekordindehaver

VM i atletik er overstået og med mindre end én måned til Copenhagen Half Marathon er elitefeltet på plads. Et felt som hos både mændene og kvinderne er stærkere end nogensinde før. Målsætningen er en ny verdensrekord hos herrerne, og hos kvinderne er der lagt op til et tæt og hurtigt løb.

Jagten på verdensrekorden 

Et stærkt firekløver af herrer bestående af sidste års vinder James Mwangi Wangari, sidste års nummer to Stephen Kosgei, Yigrem Demelash Endale, der i år har løbet 59.19 på halvmaraton og Leonard Barsoton, som blev nummer to ved VM i cross, vil jagte den nuværende verdensrekord, som lyder på 58.23 minutter. 

"Det er svært at udpege den største favorit. Vi har aldrig haft så mange i feltet, der har løbet under de magiske 60 minutter. Hele ni har præsteret det. Men umiddelbart skiller disse fire sig ud, og kan de presse hinanden, når pacerne dropper ud, så kan vi sagtens få en ny verdensrekord," siger Henrik Paulsen, der er sportschef i Sparta Atletik & Motion, og ansvarlig for elitefeltet ved Copenhagen Half Marathon.

Historisk stærkt kvindefelt

På kvindesiden er bredden også større end de tidligere år, men der er et stærkt trekløver, som på papiret er en tand stærkere end de andre. Så stærkt, at der er rigtig gode chancer for, at at der bliver sat løbsrekord. Den nuværende løbsrekord blev sat sidste år og lyder på 68.00 minutter. Den blev sat af Hiwot Gebrekidan Gebremaryam, som også stiller til start i år. Sammen med Mary Wacera Ngugi og Birgid Jepchirchir Kosgei, udgør hun det trekløver, som jagter den kvindelige løbsrekord.

"Vi har i år suverænt det stærkeste kvindefelt, vi nogensinde har haft, og de får tilmed mandlige pacere, så der er virkelig mulighed for, at vi kan få en rigtig hurtig tid. Det bliver nok ikke en ny verdensrekord i år, men rammerne og elitefeltet er til, at vi får en ny løbsrekord," siger Henrik Paulsen 

 

Fakta om de mandlige favoritter 

James Mwangi Wangari: 23 år og fra Kenya. Vandt Copenhagen Half Marathon i 2016 i løbsrekord 59.07 minutter, hvor han undervejs blandt andet løb årets hurtigste tid på 10 km landevej. Har timet hele sin sæson efter at løbe stærkt ved Copenhagen Half Marathon.

Stephen Kosgei Kibet: 30 år og fra Kenya. Har den hurtigste personlige rekord på halvmaraton distancen af alle favoritterne med en tid på 58.54. En tid han løb i 2012. Det samme år blev han nummer fem ved VM i halvmaraton. I 2016 blev han nummer to ved Copenhagen Half Marathon i tiden 59.28 

Yigrem Demelash Endale: 23 år og fra Etiopien. Har haft et fremragende 2017, hvor han blandt andet har løbet 59.19 på halvmaraton. Har desuden sidste år løbet flotte 26.51.11 på 10.000 meter, og han er den eneste i favoritfeltet, der har løbet under 27 minutter på 10.000 meter.

Leonard Barsoton: 22 år fra Kenya. Et ubeskrevet blad på halvmaraton distancen, men han blev tidligere i år nummer to ved VM i Cross, som er et af de sværeste løb at vinde. Har desuden i år løbet så stærkt som 7.52.33 på 3000 meter.

 

Fakta om de kvindlige favoritter 

Hiwot Gebrekidan Gebremaryam: 22 år og fra Etiopien. Vandt i 2016 Copenhagen Half Marathon i løbsrekorden 68 minutter, som også er hendes personlige rekord på distancen. Har i år forbedret sin personlige rekord på maraton distancen, så den nu lyder på 2.25.45

Mary Wacera Ngugi: 28 år og fra Kenya. Er den kvinde i feltet med den hurtigste personlige rekord på halvmaraton distancen, da hun har løbet så hurtigt som 1.06.29, hvilket hun gjorde sidste år. Har i år løbet så hurtigt som 31.33 på 10 kilometer landevej.

Birgid Jepchirchir Kosgei: 23 år og fra Kenya. Er kun registreret med tre officielle tider, men de er til gengæld hurtige. Har i år løbet 1.07.35 på halvmaraton og 32.02 på 10 kilometer. Maratondistancen har hun gennemført i tiden 2.24.45, hvilket hun gjorde sidste år.

Mød favoritterne på pressemøde 

Der afholdes pressemøde i forbindelse med Copenhagen Half Marathon på Island Hotel den 16. september klokken 10.00. Her vil de nævnte favoritter også være tilstede. Nærmere information om pressemødet følger i en officiel invitation, når vi kommer tættere på løbet.  

Fakta om Copenhagen Half Marathon

Copenhagen Half Marathon afholds for tredje gang den 17. september 2017.

Copenhagen Half Marathon er det eneste halvmaraton i Nordeuropa, der har fået tildelt IAAF Road Race Gold Label 

Copenhagen Half Marathon er både et løb for den absolutte verdenselite og for den almindelige motionist, der får mulighed for at starte lige bag elitefeltet. Sidste år deltog 21.928 løbere.

Det er Dansk Atletik Forbund og Sparta Atletik & Motion, der står bag Copenhagen Half Marathon.

Løbsrekorderne blev sat sidste år, hvor kenyanske James Mwangi Wangari vandt i tiden 59.07 og etiopisk Hiwot Gebrekidan i 68 minutter.

Partnere og bidragsydere ved Copenhagen Half Marathon 

Et arrangement af Copenhagen Half Marathons størrelse ville ikke være muligt uden en række gode partnere, som gør det muligt at skabe en løbefest for både den absolutte elite og motionisterne.

Bidragsyder 

Nordea Fonden 

Partnere 

Københavns Kommune

Frederiksberg Kommune

Wonderful Copenhagen

Sport Event Denmark 

Sponsorer

High 5

BMW

Nike

Marathon Sport

Carlsberg Nordic

 

Kontaktperson:

Martin van Dijk

26 29 26 91

martin@sparta.dk

Afsender:

Martin van Dijk

Gunner Nu Hansens Plads 11
2100 København Ø

35 26 69 00

sparta@sparta.dk

http://sparta.dk