Ny undersøgelse: Bøger finder du (stadig) nemmest i en boghandel

01. november 2017   |   Boghandlerforeningen  |  Flere pressemeddelelser

Det er stadig de fysiske, danske boghandeler, der sikrer, at danskerne har direkte adgang til et bredt, aktuelt og varieret udbud af litteratur. Det viser Kulturministeriets Bog- & Litteraturpanels seneste undersøgelse, der offentliggøres i dag.

Undersøgelsen sammenligner udbuddet af bøger på hylderne hos henholdsvis boghandeler og supermarkeder i alle landets fem regioner, og resultatet falder entydigt ud til boghandlernes fordel. 35% af alle nye bøger, som er til salg i Danmark, står fysisk ude på hylderne hos én eller flere boghandlere. Kun 1,6% af bøgerne finder man i supermarkederne. Vil man have fingrene i en klassiker, er der slet ingen konkurrence - der kan det faktisk kun nytte at henvende sig i en boghandel.

"Boghandlerne har været under pres i en del år, så det er forfriskende at se, at vi stadig holder stand og er garanter for det brede, varierede udvalg", siger Bo Dybkær, direktør i Boghandlerforeningen.
"Undersøgelsen viser også, at boghandlerne i de tyndest befolkede områder har et bredere udvalg, end deres befolkningsunderlag egentlig tilsiger, og at boghandlerne i de små byer i vid udstrækning tilpasser deres sortiment efter den lokale efterspørgsel, så kunderne kan opleve, at de får tilfredsstillet deres behov, når de går hen i den lokale boghandel".

Undersøgelsen har også defineret et udvalg af "kvalitetslitteratur" - defineret som værker, som har modtaget eller været nomineret til én af de mange danske litterære priser. Den største tilgængelighed af kvalitetslitteraturen finder undersøgelsen ude hos de uafhængige boghandlere, efterfulgt af kædeboghandlerne, mens supermarkederne kun fører ganske få af værkerne.

De fysiske boghandeler er danskernes foretrukne kilde til køb af nye bøger med en markedsandel på 48%, mens 24% købes i internetbutikker, og 12% købes i kiosker og supermarkeder. Boghandlernes markedsandel er stabil og har været det se seneste fem år, viser tal fra Boghandlerforeningen.

"Mange bogkunder foretrækker at holde en bog i hånden, før de beslutter sig for at købe den, og de holder af at kunne tage den med direkte hjem til lænestolen uden at skulle vente på en forsendelse. Sammen med den personlige rådgivning og inspiration, som boghandleren kan give, og boghandelens brede udvalg er dét en vigtig grund til, at så mange holder fast ved deres lokale boghandel", siger Bo Dybkær.

Undersøgelsen "Sortiment af bøger i fysiske bogudsalg i Danmark" offentliggøres i dag, og Bog- & Litteraturpanelet afholder i samme anledning et seminar i Kulturministeriet kl. 14.30-16.15. Se hele undersøgelsen på Kulturstyrelsens hjemmeside

Yderligere oplysninger eller kommentarer:

Bo Dybkær, direktør i Boghandlerforeningen
T: 5190 2082, E: bo@bogpost.dk

Kontaktperson:

Bo Dybkær

51902082

bo@bogpost.dk

Afsender:

Boghandlerforeningen

Børsen, Slotsholmsgade 1
1217 København K

32542255

ddb@bogpost.dk

http://www.boghandlerforeningen.dk