Minister gæster svineproducenterne

11. januar 2018   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er med, når Danske Svineproducenter sætter fokus på nye løsninger i branchen i tilknytning til NutriFair messen i Fredericia

Danske Svineproducenter har været en fast samarbejdspartner på fagmessen NutriFair lige siden starten i 2012. Blandt andet har foreningen hvert år afholdt sin generalforsamling i tilknytning til messen, så medlemmerne kan kombinere møde og messebesøg.

Også i 2018-udgaven, som løber af stablen den 17.-18. januar i MESSE C Fredericia, har svineproducenterne et spændende mødeprogram.

Således har Danske Svineproducenter på førstedagen, onsdag, et aften-arrangement med deltagelse af blandt andre miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

- Ministeren går på mellem klokken 20 og 21. Efter et oplæg på en snes minutter får vi en god debat med ham om miljø, rammevilkår, dyrevelfærd med videre, fortæller Nicolaj Nørgaard, direktør i Danske Svineproducenter.

Han glæder sig over, at ministeren gæster arrangementet, som gennem en håndfuld markante oplægsholdere sætter fokus på nye løsninger i branchen - og gør status på nogle af de tiltag, der allerede er sat i søen.

Nicolaj Nørgaard understreger, at arrangementet også har et socialt sigte:
- Ud over de faglige og politiske indslag er der middag samt underholdning ved Lars Hjortshøj, så der er lagt op til en fantastisk aften sammen med kolleger fra hele landet, påpeger han.

Om eftermiddagen afholder Danske Svineproducenter deres årlige generalforsamling, hvor der blandt andet skal vælges ny landsformand efter Henrik Mortensen. Her ventes omkring 250 medlemmer at deltage.

- Vi glæder os meget til at kunne tilbyde medlemmerne en hel dag med udstilling, generalforsamling, faglige input og networking, slutter Nicolaj Nørgaard.



 

Kontaktperson:

Direktør i DS Nicolaj Nørgaard

7620 7959

nin@danskesvineproducenter.dk

Afsender:

MESSE C Fredericia

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk