Maratonløbere fra 91 lande løber Telenor Copenhagen Marathon

21. maj 2016   |   Sparta Atletik & Motion  |  Flere pressemeddelelser

Løbere fra et rekordstort antal lande – hele 91 – vil søndag den 22. maj kl. 9.30 stille til start langs Københavns havnefront på Islands Brygge, når det 37. Telenor Copenhagen Marathon løber af stablen. Blandt de 11.000 deltagere er også det hidtil største line up af østafrikanske elite-atleter. Alle er de på vej mod podiepladser, personlige rekorder og mindeværdige oplevelser, og med flotte vejrforhold i sigte og et spækket underholdningsprogram kan de se frem til en fantastisk løbefest i Københavns gader.

Rekordstor international interesse

Årets Telenor Copenhagen Marathon bliver en international gadefest, hvor flere nationaliteter end nogensinde før er repræsenteret. Løbsarrangør Sparta Atletik & Motion er stolte af at kunne tiltrække deltagere fra ikke mindre end 91 lande, hvilket er en markant stigning i forhold til de 75 lande der var med i 2015.

Også det samlede antal udenlandske deltagere er i år rekordstort. Mere end 3300 løbere svarende til en andel på hele 32% er kommet rejsende til fra især nabolandene Sverige, Storbritannien, Tyskland og Norge, men også så langt væk som fra Japan og USA.

Det lokker at løbe i hjertet af København

Telenor Copenhagen Marathon udmærker sig ved hvert år at sno sig gennem det bedste af København på en flad og central rute – det er kort sagt et ægte bymaraton med alt hvad dertil hører af urbane vibes og høj stemning. Stemningen langs ruten, den afslappede atmosfære i byen og den centrale rute er nogle af de elementer, der særligt lokker de internationale løbere til.  

Elitefelt domineret af østafrikanske hurtigløbere

Også den forreste del af feltet er internationalt domineret af østafrikanske hurtigløbere. Med otte kenyanere og elleve etiopiere til start i mændenes elitefelt peger alt på afrikansk sejr ved søndagens Telenor Copenhagen Marathon.  

Blandt de fremmeste kenyanere finder man James Kimeiyo Cherboi med en personlig rekord på 2:10,23 og en tid fra 2015 på 2:14,55. Derudover kan en række ubeskrevne elitenavne tilføre spænding til løbet og mulighed for at slå den eksisterende løbsrekord på 2:14,16 sat af danske Svend Erik Kristensen helt tilbage i 1987. 

Se elitefeltet her og find hele startlisten i "Telenor CPH Marathon App'en", som kan downloades gratis til iPhone og Android. 

Telenor med kæmpe power zone

Seks power zones er i år de store highlights på ruten. Her fyrer live bands, cheerleaders og brandbiler med øl i hanerne ekstra op under festen for både tilskuere og løbere. Bl.a. kan man besøge Telenor i deres imponerende power zone på Øster Allé, hvor der er stablet et heppe-mekka for børnefamilier på benene med DR-vært Jacob Riising som vært. 

Udforsk hele ruten med power zones og live underholdning m.m. på det nye interaktive rutekort her

Live dækning af løbet

Det er nemt at følge løbet live, uanset hvor på ruten eller i verden man er. Løbet dækkes live med video streaming, resultater, news and social feed, billeder og ikke mindst live tracking fra kl. 8.00 på løbsdagen på følgende medier:

Følg også løbet på de sociale medier med #cphmarathon:

Presseakkreditering & praktisk info

Akkreditering gives

  • Ved henvendelse per mail til presse@sparta.dk
  • I Informationen på Telenor Copenhagen Marathon 2016 Expoen i Sparta Hallen, Gunnar Nu Hansens Plads 11, København Ø, lørdag den 21. maj kl. 10 – 19
  • På løbsdagen i informationen på Islands Brygge fra kl. 7.30. 

Akkrediteret presse har adgang til start- og målområde samt fra kl. 9.00 til pressecenteret i Kulturhuset hvor der vil være forfriskninger og netadgang tilgængelig.

Medier kan frit benytte live feedet med embedkoden <iframe src="http://live.video-stream.dk/sparta/cph2016/live/play.php" width="720" height="405" allowFullScreen mozAllowFullScreen webkitAllowFullScreen overflow="hidden"></iframe>

Akkrediteret presse kan parkere i Sturlasgade (se vedlagte rutekort og oversigtskort over start- og målområde). Ønsker man sendevogn ind i området, bedes man kontakte nedenstående pressekontakt.

Pressemappe & yderligere information

Vedhæftet findes pressemappen med tal og fakta om løbet, program, eliteomtale og baggrundsinformation om Sparta m.m.

Løbsfakta, statistik, tidligere pressemeddelelser og andet relevant pressemateriale findes på copenhagenmarathon.dk

 

Fakta om Telenor Copenhagen Marathon

  • Telenor Copenhagen Marathon er arrangeret non-profit af Sparta Atletik & Motion siden 1980.
  • Der forventes ca. 11.000 deltagere til start på Islands Brygge den 22. maj 2016. Ruten går fra Islands Brygge gennem Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og tilbage til Islands Brygge.
  • De hurtigste løbstider er sat af danske Svend Erik Kristensen – 2:14.16 i 1987 – og amerikanske Coleen De Reuck – 2:30.53 i 2010.
  • Deltagerrekorden lyder på 12.644 fra 2010.
  • 2014 var året hvor flest kom over målstregen, nemlig 9.670 løbere.
  • Til Telenor Copenhagen Marathon kan der kun løbes én distance: 42,195 km
  • Løbet er opmålt og certificeret af Dansk Atletik Forbund og Det Internationale Atletikforbund / AIMS.
  • Hovedsponsor fra og med 2016 er Telenor. Øvrige sponsorer og samarbejdspartnere er Nike, High5, Marathon Sport, BMW, Politiken, Ultimate Sports Service og BitLizard Software.
  • Telenor Copenhagen donerer overskydende mad til Fødevarebanken og indsamler overtrækstøj til Hovedstadens Røde Kors.


For yderligere information kontaktes

Jeanette Eskildsen
Kommunikationsansvarlig, Sparta Løb
Tlf.: +45 3124 0044
E-mail: jeanette@sparta.dk


Vedlagt

– Pressemappe
– Tre pressebilleder fra Copenhagen Marathon 2015
– Rutekort
– Oversigtskort over start- og målområdet på Islands Brygge