Kemikalier i fødevareemballage kan give kræft og barnløshed

18. august 2014   |   Greenway-Denmark Aps  |  Flere pressemeddelelser

Eksperter advarer mod brug af såkaldte fluorerede kemikalier i madindpakning. Kemikalierne kan nemlig både være kræftfremkaldende og nedsætte fertiliteten

Paptallerkner, pizzabakker og meget andet mademballage har ikke bare kontakten med din middagsmad tilfælles. De indeholder nemlig også alle kemikalier, der gør dem vand- og fedtafvisende, men som samtidig kan være farlige for mennesker. Det viser flere danske og internationale undersøgelser. Alligevel er kemikalierne stadigt lovlige.

Det er såkaldte fluorerede kemikalier, der er almindelige i for eksempel madindpakning, der får forskere i flere lande til at hejse advarselsflagene. Stofferne findes nemlig i 6 ud af 10 papirsposer og papæsker til almindelige fødevarer, konkluderer forsker Xenia Trier i sin Ph.d.-afhandling fra Danmarks Tekniske Universitet.

Hun suppleres af professor ved Danmarks Fødevareinstitut på DTU, Anne Marie Vinggaard, der fortæller, at fluor-stofferne kan være farlige:

”Der er meget, der tyder på at stofferne kan være kræftfremkaldende, at de påvirker immunforsvaret og kan have skadelige effekter på de indre organer. Derudover tyder danske befolkningsundersøgelser på, at kemikalierne også kan påvirke fertiliteten hos både mænd og kvinder,” siger Anne Marie Vinggaard.

 

Begræns brugen af kemikalierne

Professor Anne Mette Vinggaard er forskningsleder hos Afdeling for Toksikologi og Risikovurdering på DTU Fødevareinstituttet, og sammen med en gruppe forskere  har hun undersøgt kemikalierne, som hun ikke mener vi bør anvende nær så meget som vi gør i dag. I hvert tilfælde ikke før vi ved mere om, hvad den massive brug af fluorstofferne kan betyde for vores helbred.

 

”Sagen er, at de fluorerede kemikalier er meget persistente, og det betyder, at de ophobes både i mennesker og miljø. Dette sammenholdt med, at vi endnu mangler rigtig meget viden om de farlige egenskaber stofferne har, gør at vi ikke mener, vi bør anvende kemikalierne i det omfang som vi gør i dag,” siger professoren.

 

Forskerne ved endnu ikke, hvor mange af de farlige kemikalier, der vandrer fra indpakningen og over i maden for til sidst at ende i menneskekroppen. Og indtil dette er klart, kan ikke fastslås, hvor stor en del af de farlige stoffer, der ophober sig i vores kroppe, som kommer fra indpakningen af vores mad.

Bæredygtige alternativer findes

På trods af den store udbredelse er det muligt at finde alternative løsninger uden de farlige fluorerede kemikalier. Det fortæller direktør for Greenway Danmark Søren Andreassen. Virksomheden producerer bæredygtig emballage fremstillet af restfibre fra sukkerør, der blandt andet bliver til biologisk nedbrydelige paptallerkener:

”Vores produkter har alle det europæiske komposteringscertifikat EN13432, og et af kravene er mindsteværdier af fluorerede kemikalier. Det betyder, at vi kan garantere at vores produkter ikke indeholder de her stoffer, selvom der ikke eksisterer mindsteværdier for kemikalierne i Danmark,” siger Søren Andreassen.

Det ærgrer ham, at myndighederne ikke har gjort noget ved den farlige kemi i madindpakning endnu og indtil det sker, opfordrer han forbrugerne til selv at finde ud af, hvilke produkter, der er fluor-fri. Søren Andreassen fortæller, at fødevarestyrelsen har testet de danske produkter, men resultaterne er ikke offentliggjort. Derfor er det op til den enkelte kunde selv at finde ud af, om madindpakningen indeholder farlige fluorstoffer:

”Jeg kan kun opfordre folk til selv at finde ud af, om deres indpakning indeholder de her farlige stoffer. Vi er alle sammen blevet testet og har derfor resultaterne. Man kan bare spørge. Derudover kan for eksempel komposteringscertifikatet også hjælpe. Hvis din mademballage er certificeret komposterbar, er det en garanti for, at du ikke alene passer på det store miljø, men også det lille miljø indeni i dig selv, og dem du serverer for,” siger Søren Andreassen.

Kontaktperson:

Søren Andreassen

+45 28447005

x@yby.dk

Afsender:

Greenway-Denmark Aps

Energivej 14
9300 Sæby

+45 98 46 15 55

soren@Greenway-Denmark.dk

http://www.greenway-denmark.dk