KAN MAN FÅ EN ABORT I NORGE? – Ny roman

13. september 2018   |   Forlaget Hoff & Poulsen  |  Flere pressemeddelelser

Kan man få en abort i Norge? Ja, men først efter, at man har været igennem en tænkepause pålagt af staten. Dette er det fiktive udgangspunkt for Lotta Elstads roman ”Jeg nægter at tænke”, som nu udkommer på dansk. En sjov og bidende kriseroman om kærlighed, svangerskab og abort – men også om politik, EU og den nye underklasse, prekariatet.

Da den unge freelancejournalist Hedda Møller mister sin eneste faste kunde, køber hun i et anfald af desperation en flybillet for at komme lidt væk. Men turen ender med en nødlanding og en rejse tilbage til Oslo med tog og bus gennem et kriseramt Europa. Et møde i Berlin fører til et onenightstand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme opdager Hedda en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved, det er det bare ikke. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause, tre dage, der bliver til fem, da lægen oplyser, at weekenden ikke tæller med. I dagene efter følger vi Heddas hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Lotta Elstads roman er fuld af referencer, og hun blander alt fra feministisk kritik af franske filosoffer til abort-råd hentet fra internettets dyb. Hedda er så tæt knyttet til sin smartphone, at det ikke er let at sige, hvor hendes egne tanker slutter, og hvor Googles algoritmer begynder. Men temaerne er universelle: retten til at bestemme over sit eget liv og bestræbelsen på at kontrollere sin egen skæbne.

”Jeg nægter at tænke” har modtaget NATT&DAG-/Osloprisen i kategorien Årets litteratur 2017.


Udkommer 28. september.

Anmeldereksemplarer, interviewmuligheder mv: forlag@hoffogpoulsen.dk

Yderligere info: Se vedhæftede.

Kontaktperson:

Lasse Hoff

41266162

lasse@hoffogpoulsen.dk

Afsender:

Lasse Hoff

Kristian Zahrtmanns Plads 83, 2.tv.
2000 Frederiksberg

forlag@hoffogpoulsen.dk

http://www.hoffogpoulsen.dk