forårs-cd med Ivan Pedersen og Morten Kjær

07. maj 2009   |   Nielsens Musikfabrik  |  Flere pressemeddelelser

Forårsfornemmelser

15 danske sange i nytænkte arrangementer

Ivan Pedersen og Morten Kjær er blandt solisterne på en ny cd fra Nielsens Musikfabrik. En cd som indeholder mange af de mest elskede danske forårssange.

”Jeg har iklædt hver sang en dragt – en genre eller idé – der yder melodien respekt. Men som også giver lytteren en ”ooooh, sådan har jeg ikke tænkt den før”-oplevelse,” fortæller Jens Nielsen, der har arrangeret numrene. 

Morten Kjær, som tidligere sang i Basix tilføjer: ”Kombinationen af stærke melodier med kvalitetstekster om livet og så den stærkeste og mest potente årstid er noget, der involverer alle!” Morten Kjær synger 3 sange på cd'en.

”Jeg har to sange med i Højskolesangbogen, og de hørte naturligt hjemme på cd’en. Det er Piet Heins ”Nu leger tidlig forårssol” og Jens Rosendals ”Troen er ikke en klippe”. Den sidste har ikke noget med forår at gøre, så den er med som et bonusnummer. Sangen synges, ligesom konfirmations-sangen ”Linedanser”, meget på efterskolerne i Danmark,” forklarer Jens Nielsen, som selv synger to af numrene på forårscd´en.

Cd’en knytter linier til både fortiden og fremtiden, og der er stor bredde i arrangementerne. Jeppe Aakjær bruger middelalder-instrumentet skalmeje i teksten til ”Jeg bærer med smil min byrde”, så derfor er skalmejen også med i arrangementet af det nummer på cd’en. Til gengæld er der bas-pvc-rør på ”Sangen om sol og syrener” i en blanding af jazzvals og folkemusik. Solisterne viser også bredden - fra Ivan Pedersens sprøde stemme i ”Den milde dag er lys og lang” i en latin-version, videre til Vianna Mortensens lidt hæse pop-stemme på ”Jeg plukker fløjlsgræs” – med hjerteslag i trommer og bas – og til Morten Kjærs varme og virtuose ”Du kom med alt det, der var dig” – med et fantastisk kor-klimaks til sidst.Sven Wortmann synger ”Den grønne søde vår” lige ind midt i en jazz-tid og Anette Bilde Jacobsens lyse sopran på den alt for aktuelle ”Lærkens Sang” – om foråret set i klimaforandrings- og fugleperspektiv.

Cd’en forhandles i øjeblikket via to hjemmesider i Danmark – nemlig www.musikfabrik.nu og www.kirkebogladen.dk. Om få dage ligger cd'ens numre også til download på Itunes, Tdc og de øvrige musikportaler.

For interviews, anmelder-eksemplar og uddybende kommentarer kontakt: 
Nielsens Musikfabrik /v. Jens Nielsen, Ugiltvej 888, Hjørring
Telefon: 61703139 – Mail: jens@nielsens-musikfabrik.dk – Hjemmeside: www.musikfabrik.nu