FLYING SUPERKIDS SNART PÅ HJEMMEBANE

07. juni 2018   |   Flying Superkids  |  Flere pressemeddelelser

"Superbørnene" vender hjem til Aarhus med masser af nye numre og en kæmpe udendørs aktivitetspark i starten af juli.

Hæsblæsende underholdning, højtflyvende spring og sprudlende livsglæde. Det - og meget mere - kan man opleve, når Flying Superkids optræder med 6 forestillinger i "på hjemmebane" i Aarhus fra den 22. - 30. juni. Lige i nærheden af Bilka bliver superbørnenes kæmpe telt-produktion stillet op som en del af deres sommerturné, og derefter går det løs med deres højenergiske blanding af gymnastik, akrobatik, spring, masser af højt humør og fed musik.

Det er efterhånden en tradition, at Flying Superkids besøger optræder i Aarhus over sommeren. Lige siden 2006 har forestillinger i hjembyen været en fast del af sommerens turnéplan, og næsten alle år har samtlige billetter været udsolgt i forsalg.


Masser af nye numre
Over vinteren har Flying Superkids for fuld gas trænet og udviklet på en helt masse nye, spændende numre til årets forestilling.
Superbørnene kaster sig i år blandt andet ud i at springe hen over nogle 2 meter høje stjernekastere og lave dobbel- og trippelsaltoer ud fra et 3 meter højt stillads. Men forestillingen består ikke kun af spring - superbørnene prøver også kræfter med klassisk gymnastik, dans, sang, comedy, sjippetove og ikke mindst hulahopringe, hvor en 12-årig pige prøver at hulahoppe med 100 hulahopringe på en gang.
Derudover har forestillingen også besøg af flere gæstestjerner - deriblandt cykelartisten Jimmy Enoch, som forsøger at køre på ethjulet cykel samtidig med at han med en hånd bærer et tårn af 100 glas.

Se traileren for forestillingen her: https://www.flyingsuperkids.com/hvem-hvad/


Udendørs legeland skal være med til at inspirere til bevægelse
Billetterne til forestillingen indeholder også gratis adgang til et kæmpe udendørs aktivitetsområde, der åbner 2 timer før forestillingens start. Parken indeholder masser af trampoliner og hoppeborge, og man kan også deltage i workshops, hvor tidligere Superkids underviser i tricks fra forestillingen.

Visionen bag forestillingen og aktiviteterne i parken er, at inspirere børn og unge til bevægelse. Flying Superkids ved, at forestillingen giver specielt de yngste publikummer lyst til at prøve kræfter med nogle af de ting, "superbørnene" laver i forestillingen. Flying Superkids håber at kunne være med til at få flere børn i gang med at dyrke sport i de lokale foreninger. Om det er gymnastik, karate eller fodbold er totalt lige meget, og derfor indeholder aktivitetsområdet blandt andet også 2 oppustelige fodboldbaner.


Intensive forberedelser frem mod premieren
Der bliver stillet store krav til alle de medvirkende I forestillingen op mod premieren i hjembyen, og der er masser af spænding og nerver på.
Gymnasterne i forestillingen er almindelige børn og unge fra Aarhus og omegn i alderen 7 til 18 år, som er en del af Flying Superkids som deres fritidsinteresse. De er alle en del af den almennyttige gymnastikforening Gymnastikgården, og går alle på scenen, fordi de elsker at lave gymnastik og underholde publikum.
De har trænet på årets forestilling over hele vinteren og foråret. Dele af forestillingen var de nødt til at indøve i Mellemøsten, da Flying Superkids i april spillede 7 forestillinger på Casino Du Liban, som er statscasinoet i Libanon.

Målet med årets forestillingen er altid at ramme den perfekte balance mellem at skabe fornyelse, men samtidig bevare den unikke kombination af en gymnastikopvisning og showbizz, som har begejstret publikummer i over 50 år. Det er et kæmpe forberedelsesarbejde, som nu intensiveres frem mod premieren i Aarhus, så forestillingen bliver helt perfekt.


Praktisk info:
Flying Superkids i Aarhus
6 forestillinger i perioden 22/6 - 30/6
Billetsalget er i fuld gang på www.flyingsuperkids.com