Firmaer nytænker til DHL Stafetten 2014: Netværk og eksterne relationer i fokus

12. august 2014   |   Sparta Atletik & Motion  |  Flere pressemeddelelser

Mandag den 25. august er det igen tid til verdens største firmastafet, DHL Stafetten Kbh i Fælledparken. Mandagens startskud der i år affyres af sundhedsminister Nick Hækkerup, indleder fem dages stafetfest for op mod 125.000 deltagere fra over 3500 private og offentlige virksomheder. Mens stafetten bibeholder sine sædvanlige stemningsfulde rammer, har de deltagende virksomheder virkelig fået øjnene op for hvordan de selv kan nytænke den traditionsrige begivenhed udover at "bonde" internt. I år ser man således flere og flere virksomheder bruge DHL Stafetten til at lave netværksskabende events med henblik på at skabe relationer til samarbejdspartnere, andre virksomheder inden for branchen o.lign.

Virksomheder nytænker DHL Stafetten

Når DHL Stafetten efter 34 år er "still going strong", er grundopskriften ikke helt forkert: Fælledparkens stemningsfulde omgivelser, den hyggelige teltby oplyst af fakler, en masse glade mennesker samlet med et fælles mål, og samværet om god mad og drikke.

Rammerne omkring DHL Stafetten forbliver de samme, men alligevel er stafetten aldrig som året før. Deltagerne selv bringer konstant fornyelse til det traditionsrige stafetløb, og i år er en interessant tendens blevet mere synlig: Udover at bruge DHL Stafetten til at styrke det interne sammenhold i virksomheden, bruger flere og flere nu også løbet som en platform til at skabe eksterne relationer.

 

Branche-komsammen og networking

Et eksempel herpå er reklamebureauet Plant der arrangerer fællestelt og inviterer andre reklamebureauer og samarbejdspartnere med til deres event som de kalder DHL Agency & Tech Run.

"Når man er til DHL, giver det en form for sammenhold. Det er en god ice breaker at man alle har været ude på ruten", siger adm. direktør i Plant, Martin Schultz, og fortæller at arrangementet også er en god måde for Plant at have kontakt med start-ups i branchen. 

Også fagforbundet DJØF bruger DHL Stafetten på en anderledes måde. De har søsat en alternativ vikarservice hvor virksomheder der "mangler en kollega" kan låne et af DJØF's jobsøgende medlemmer for en aften. Virksomheder kan gå ind på DJØF's hjemmeside og skrive sig op til en vikar indtil kl. 14 på løbsdagen.   

I år vil landets største universiteter også dyste mod hinanden når de første første gang afholder deres egne samlede uni-mesterskaber. Hvor hvert universitet hidtil har løbet for sig selv, gør de nu deres deltagelse i DHL Stafetten til et koordineret event med pokal og præmier.  

Kun fantasien og kreativiteten sætter grænser for hvordan man som virksomhed kan bruge DHL Stafetten som platform for sin egen dagsorden.

 

Tv-værter, politikere og et sports-dream team

Til stafetten i år vil der sædvanen tro også være flere kendte ansigter at spotte. Bl.a. stiller JDRF, en global fond til støtte for diabetesforskningen, op med et hold af kendte tv-værter fra TV2 og DR1, Parkinsonforeningen præsenterer et "Wilson Kipketer Dream Team", og både Folketinget og ministerierne mønstrer politikere i løbetøj - blot for at nogle af det man kan se frem til.


DHL Stafetten live

Igen i år kan man følge DHL Stafetten live med resultater, nyheder og fotos på dhl.sparta.dk og i Sparta Løb App'en. Løbets mediepartner Børsen dækker også stafetten med nyheder og reportager på borsen.dk/motion

 

Fakta & info om DHL Stafetten

DHL Stafetten arrangeres af Sparta Løb. Løbets hovedsponsor er transport- og logistikfirmaet DHL; øvrige sponsorer er Nike, Powerade, Marathon Sport; produktsponsorer er Pågen, Føtes, Marabou og Schulstad. Dagbladet Børsen er mediepartner. Stafettelt A/S står for opbygningen og organiseringen af den teltby, der udgør holdenes mødesteder og rammen om løbet. 

Løbet har eksisteret siden 1981, og i år forventes der op mod 125.000 løbere til start. Sundhedsminister Nick Hækkerup og Københavns overborgmester Frank Jensen vil være blandt starttalerne når stafetten hver dag kl. 18.00 skydes i gang. 

Det er stadig muligt at tilmelde sig DHL Stafetten 2014 på dhl.sparta.dk

For mere presseinfo, se dhl.sparta.dk/presse

 

Trafikinfo

Der vil ikke ske vejlukninger i forbindelse med arrangementet, men vi gør opmærksom på at der kan være tæt trafik i området omkring Øster Allé alle løbsdage efter kl. 16.00.

 

Akkreditering

Presseakkreditering sker ved henvendelse til Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Løb, på vibjerg@sparta.dk eller tlf. +45 2262 2026, eller i informationen i Fælledparken alle løbsdage fra kl. 16.30. Ønsker man at få en sendevogn ind i Fælledparken, skal dette ske inden løbet går i gang kl. 18.00, og skal koordineres på forhånd.

Vedlagt
5 Pressefotos fra 2013 (kreditering til Sparta)
Oversigtskort for DHL Stafetten 2014