Banen er kridtet op for supertider søndag

16. september 2017   |   Sparta Atletik & Motion  |  Flere pressemeddelelser

Vejrudsigten lover perfekte vejrforhold ved søndagens Copenhagen Half Marathon. Med en række afrikanske superløbere til start er der dermed grundlag for et af de stærkeste halvmaratonløb nogensinde - ikke bare på dansk grund, men på verdensplan.

De kenyanske superløbere har tænkt sig at løbe stærkt ved søndagens Copenhagen Half Marathon. Rigtig stærkt. Vejrudsigten lover nærmest perfekt vejr med 13-14 grader og næsten ingen vind. En "hare" er sat til at trække de bedste gennem de første ti kilometer i verdensrekordtempo 27:30 min. Herefter begynder løbet for alvor.

James Mwangi Wangari satte sidste år med 59:07 min. en ny løbsrekord. Siden dengang har ingen i verden løbet så stærkt. Årets verdensrangliste toppes med 59.10 min., og dén tid kunne meget vel blive overgået søndag og dermed igen placere København som den stærkeste halvmaraton-by i verden. Wangari har døjet med skader i år, og søndagens løb bliver hans første siden marts.

"Jeg har kun kunnet træne siden juli, så min forberedelse har ikke været optimal, men jeg vil selvfølgelig gå ud og løbe så stærkt jeg kan," sagde den 24-årige kenyaner ved lørdagens pressemøde.

22-årige Leonard Barsoton vandt sølv ved VM Cross i marts og er kenyansk mester i samme disciplin. Det siger alt om hans styrke. CPH Half bliver hans første forsøg på distancen, og det er selvsagt imødeset med spænding.

"Jeg håber at løbe under en time i morgen, det vil være en god debut," lyder det fra Barsoton.

Nr. 2 fra CPH Half i 2015, Alex Oloitiptip, er kommet til København for tredje år i træk.

"Det bliver en barsk dyst. Jeg har fokuseret på dette løb i tre måneder. Efter 15 km kommer kampen til at foregå i hovedet," forudser Oloitiptip.  

Abdi som DM-favorit

CPH Half har også status af DM for tredje år i træk. Hos mændene er Abdi Hakin Ulad klar favorit. Hans maratonløb fra VM i London sidder dog stadig i benene, og derfor går han "kun" efter titlen.

"Jeg ved nogenlunde, hvad jeg er i stand til. Vinder jeg DM i en o.k. tid, vil jeg være tilfreds. Men jeg glæder mig bare til at komme ud og være med."

Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund, ser også frem til søndagens event.

"Efter VM i 2014 satte vi os et mål om et tilbagevendende løb. Det skulle være det bedste i verden - på alle områder. Det er lykkedes. Som event har vi den højeste status nu - IAAF Gold Label. Og målt sportsligt er vi det stærkeste løb," slutter Jakob Larsen.

Kontaktperson:

Martin van Dijk

26 29 26 91

martin@sparta.dk

Afsender:

Martin van Dijk

Gunner Nu Hansens Plads 11
2100 København Ø

35266900

sparta@sparat.dk

http://cphhalf.dk