Værnepligten sætter sig spor i karrieren

12. marts 2019   |   Teglkamp & Co.  |  Flere pressemeddelelser

En ny undersøgelse viser bl.a. at aftjening af værnepligten rækker langt ud over den tid, de unge mænd tilbringer i forsvaret.

Ledelsesrådgiver Susanne Teglkamp fra konsulentfirmaet Teglkamp & Co. har forestået en undersøgelse af, hvorvidt vi lægger sporene til vores karriere allerede tidligt i vores liv. 567 har deltaget i undersøgelsen.

”Resultatet har været overraskende. Jeg har både fået afkræftet nogle antagelser men har også fået bekræftet nogle. Derudover er der kommet nogle uventede resultater,” udtaler Susanne Teglkamp.

Værnepligten danner og former unge mennesker

Det ser ud til, at aftjening af værnepligt har en betydning for den efterfølgende karriere. For det første tyder det på, at værnepligten er med til at danne en som menneske. Undersøgelsen viser, at de mænd, der har aftjent værnepligt er mere tilbøjelige til at involvere sig i samarbejdsudvalg på arbejdspladsen og i forældrebestyrelser end øvrige.

For det andet viser undersøgelsen, at mænd, der har aftjent værnepligt, tilsyneladende er mere tilbøjelige til at få en lederkarriere end mænd, der ikke har aftjent værnepligt.  Af deltagerne i undersøgelsen sidder 2 ud af 3 mænd, der har aftjent værnepligt i dag i lederstillinger mod kun godt halvdelen af de mænd, der ikke har aftjent værnepligt.

”Resultatet er jo interessant af flere grunde”, udtaler Susanne Teglkamp og fortsætter ”Udover at det ser ud til at værnepligten er med til at med til at øge bevidstheden for samfundet og fællesskabet og måske lægge sporene til en senere lederkarriere, så er den også særdeles interessant, fordi det jo kun er mænd, der har tvungen værnepligt i dag og dermed får den mulighed.”

En militær baggrund gavner karrieren

Undersøgelsen viser, at en militær baggrund giver et godt afsæt, hvis man efterfølgende vil gå ledervejen uden for forsvaret. Med militær baggrund menes udover aftjent værnepligt, uddannelse og tjeneste som befalingsmand, officer og reserveofficer. Af deltagere i undersøgelsen med en militær baggrund sidder 2 ud af 3 i en lederstilling mod kun godt halvdelen, som ikke har en militær baggrund. På direktørniveau bliver denne forskel endnu større. Ud af undersøgelsens deltagere sidder hver 4. med en militær baggrund i en direktørstilling mod kun hver 10. deltager uden en militærbaggrund.

Kan man forudse, hvem der bliver direktør?

Der er heldigvis ikke kun en vej til at blive direktør. Men når det er sagt, så er der alligevel nogle træk, der går igen blandt deltagerne på direktørniveau. Udover at have gået til fodbold og spejder, er der markant flere på direktørniveau, der har spillet badminton og tennis. Der er ligeledes flere på direktørniveau, der har aftjent deres værnepligt eller haft en egentlig militær karriere. Der er markant flere, der har en baggrund som frivillig træner eller instruktør. Over halvdelen har bevidst gået efter at blive ledere og angiver selv, at de er blevet ledere for at få indflydelse. Man kan sige, at de på et tidligt tidspunkt har valgt ledelse til og har skaffet sig mulighed for at prøve det af.

”Forudse hvem der bliver direktør kan man altså ikke direkte, men der er tilsyneladende nogle spor, der afsættes tidligt og som går igen hos mange af de, der sidder i direktørstillinger i dag”, udtaler Susanne Teglkamp.

Susanne Teglkamp suppler med sine egne erfaringer: ”Personligt kan jeg supplere med, at jeg selv har oplevet, hvordan min baggrund som reserveofficer har åbnet mange døre og helt sikkert har bidraget til, at jeg i en meget ung alder fik lederstillinger i det civile. Jeg blev således kommunaldirektør i en alder af 35 år.”

Om Susanne Teglkamp

Susanne Teglkamp er selvstændig konsulent og ledelsesrådgiver. Hun er uddannet jurist og reserveofficer med rang af oberstløjtnant. Hun har taget flere lederuddannelser senest Executive Board Programme på INSEAD. Hun sidder i bestyrelsen for Tænketanken Atlantsammenslutningen og er ekstern censor i faget ledelse på Forsvarsakademiet.

Susanne Teglkamp har tung ledelsesmæssig erfaring og har bl.a. været kommunaldirektør, HR-direktør i to forskellige it-virksomheder og udviklingschef. Hun er aktiv debattør og skribent omkring ledelse og har udgivet flere ledelsesbøger.

Kontaktperson:

Susanne Teglkamp

21602999

ste@teglkamp.dk

Afsender:

Susanne Teglkamp

Rosenvænget 16
3400 Hillerød

21602999

ste@teglkamp.dk

https://www.teglkamp.dk