Virksomhederne skal søge nye veje ud af coronakrisen

26. juni 2020     |  Flere pressemeddelelser

Virksomheder, som er ramt af coronakrisen, gør klogt i at opsøge nye markeder eller på anden måde gentænke deres strategi og finde nye veje frem, lyder rådet fra to erfarne rådgivere. I projektet Boosting Business skal de hjælpe 15 mindre og mellemstore virksomheder med at komme gennem krisen.

PRESSEMEDDELELSE

Efter corona-nedlukningen i både Danmark og på eksportmarkederne er mange virksomheder nødt til at opsøge helt nye markeder og være endnu mere innovative end før med nye produkter eller på anden måde reformulere deres forretningsstrategi.

Det fastslår de to garvede virksomhedskonsulenter Malene Aaris og Jette Ditlev, som har fået støtte fra Industriens Fond til at hjælpe 15 mindre og mellemstore virksomheder gennem følgerne af coronakrisen i projektet Boosting Business. Indtil nu har 13 virksomheder, deraf 12 fra fødevarebranchen, stillet sig i kø for at få rådgivning fra makkerparret. De to sidste forventes på plads snart.

Kundesegment forsvandt

- Især mange mindre fødevarevirksomheder mærker følgerne af nedlukningen, hvor kunderne i hele Horesta-segmentet forsvandt fra den ene dag til den anden, og nu kun så småt er på vej op igen, siger Malene Aaris.

Som forbilleder nævner hun de mindre fødevarevirksomheder, der hurtigt sadlede om, da Danmark lukkede ned, og begyndte at sælge til netvirksomheder som f.eks. Nemlig.com eller Skagenfood.

- For dem, som ikke kom så hurtigt med på en ny vogn, gælder det nu om at finde deres uudnyttede potentialer. Det kan f.eks. være eget online salg, afsøgning af nye eksportmarkeder eller opstart af en ny produktionslinje, lyder hendes overordnede råd.

Sparring til strategiske beslutninger

Jette Ditlev pointerer, at virksomhederne i den nuværende situation er nødt til at tage strategiske beslutninger og afsøge helt nye muligheder, som de ikke har overvejet før.

- Og det er man nødt til at få ekstern sparring til. Der skal faciliteres en proces, hvor man ser de muligheder, som man ikke ser, når man er sin vante verden, forklarer hun.

Malene Aaris frygter, at mange virksomheder vil prøve at spare sig gennem krisen.

- Gør de det, er jeg bange for, at det kan blive meget stille for dem i løbet af nogle måneder. I stedet skal de foretage de investeringer, der skal til for at bringe dem videre, mener hun.

Jette Ditlev

Jette Ditlev er cand.merc. i afsætning og strategi og har over 30 års erfaring med ledelse, strategisk udvikling, internationalisering, salg og innovation. Udover at drive egen konsulentvirksomhed er Jette Ditlev ekstern lektor på SDU, lektor på Campus Vejle, ekstern ekspert for EU Kommissionen med mere.

Malene Aaris

Malene Aaris taler på baggrund af 28 års erfaring med forretningsudvikling og markedsføring for fødevarevirksomheder. Hun er bl.a. grundlægger af eksportnetværket Bio Aus Dänemark, ligesom hun har etableret et netværk for fødevarevirksomheder med eksport til Japan.

Billedtekster

Til foto af Malene Aaris:
- De kriseramte virksomheder skal finde deres uudnyttede potentialer, lyder det fra Malene Aaris.

Til foto af Jette Ditlev:
- Virksomhederne har brug for ekstern sparring til at se nye muligheder, påpeger Jette Ditlev.

Til Boosting Business l.ogo:
I projektet Boosting Business får 15 mindre og mellemstore virksomheder hjælp til at komme ud af coronakrisen.

Kontaktinfo

Malene Aaris: Tlf. 51 96 70 75, www.maa-c.dk, e-mail malen.aaris@icloud.com

Jette Ditlev: Tlf. 25 30 16 06, www.ditlev-consulting.dk, e-mail jd@ditlev-consulting.dk


Kontaktperson:

Malene Aaris og Jette Ditlev

51 96 70 75 - 25 30 16 06

malene.aaris@icloud.com

Afsender: