Vindelev danner rammen om workshops med ekstra kolorit

05. oktober 2015   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

På Kreative Dage messen i Fredericia kan billedkunstnere – fra novicer til proffer – få masser af inspiration til teknikker og grej

Vindelev Blindrammefabrik fra Tørring er atter med, når Danmarks største kreative forum, Kreative Dage i MESSE C Fredericia, løber af stablen om knap tre uger.

Virksomheden tilbyder rammer, lærreder, maling, pensler, paletter, paletknive med mere – stort set alt, hvad en billedkunstner skal bruge for at udtrykke sig.

Østjyderne er kendt for at sætte alle sejl til for at pirre de besøgendes nysgerrighed, og det er også tilfældet på 2015-udgaven af messen, fortæller indehaver Henrik Johansen:

- De kreative gæster skal have en oplevelse, når de besøger vores stand. Så vi har nogle workshops, hvor medarbejdere er i gang med blandt andet akrylmaling, akvarel, tusch og diverse tegneartikler. Hvis besøgende har et spørgsmål eller et problem, så er det lige som nemmere at få en dialog i gang, hvis man står og nørkler med noget kreativt, i stedet for at være den der sælgertype, mener Henrik Johansen.

For at sætte ekstra kolorit på standen har Vindelev allieret sig med kunstneren Ulrik Dal, som langt fra begrænser sin kunst til ”normale” lærreder.

- Jeg har malet på stole, genbrugsting, vægge, biler og såmænd også på min motorcykel, fortæller Ulrik Dal med et smil. På Vindelev-standen vil han give prøver på, at god kunst også sagtens kan udfolde sig uden for billedrammen. Det plejer at have en vis ”stop-effekt” på de besøgende, der passerer forbi, beretter den utraditionelle kunstner.

Vindelev Blindrammefabrik vil desuden fredag og lørdag byde velkommen til repræsentanter fra Cretacolor i Østrig, som præsenterer deres unikke serie af tegneblyanter og andre tegneredskaber. Desuden besøger Jakob Böttzauw fra Böttzauw ApS standen for at vise de nye Sugar spraydåser, som er lugtfri og til indendørs brug.

Kreative Dage i MESSE C finder sted den 23. til 25. oktober 2015 – se mere på www.kreativedage.dk.
 

Kontaktperson:

Messechef Lars Søndergaard

75922566

ls@messec.dk

Afsender:

Messechef Lars Søndergaard

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk