Unge socialdemokrater vil afskaffe værnepligten

30. maj 2011   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Værnepligten skal afskaffes, mener Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). De unge socialdemokrater mener ordningen er dybt forældet og spild af de unges tid. Samtidig ser DSU det som en god mulighed for at imødekomme de Radikale, som netop har været ude at kræve værnepligten afskaffet.

Værnepligten skal afskaffes, og erstattes af en professionel hær. Det mener de unge socialdemokrater i DSU, som nu kræver at moderpartiet, Socialdemokraterne, gør afskaffelsen af værnepligten til en del af et kommende regeringsgrundlag. Den kommende alliancepartner for rød blok, de Radikale, har allerede krævet en sådan afskaffelse, og det glæder DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen:

”Værnepligten er dybt forældet og stammer fra en tid, hvor forsvaret af Danmarks grænser var den vigtigste opgave. Men i dag handler det om at uddanne soldater, der kan varetage fredsbevarende og fredsskabende opgaver rundt om i verden, og her er en professionel og veluddannet hær langt mere effektivt.”

Peter Hummelgaard Thomsen frygter ikke, at en afskaffelse vil gøre det sværere for forsvaret at rekruttere folk. Han henviser til, at man allerede i dag må sige nej til unge der gerne vil aftjene værnepligt, fordi der ikke er plads nok.

”Der er slet ikke noget behov for at tvinge de unge i trøjen. Vi har masser af unge som gerne vil af egen fri vilje, så lad dem komme til og lad resten passe deres uddannelse. I stedet for at bruge en masse penge på sessioner og spilde en masse unge menneskers tid, så lad os bruge pengene på at give vores soldater så god en uddannelse som muligt og en ordentlig løn under forløbet.

DSU-formanden mener samtidig, at det vil være en oplagt anledning til at i mødekomme de Radikale, som netop har krævet værnepligten afskaffet. Ifølge de Radikale vil forslaget give besparelser på en milliard kroner.

”Det vil være et rigtig godt sted at imødekomme de Radikale og vise, at oppositionen står samlet om at gennemføre markante ændringer på forsvarsområdet. Derfor vil vi nu lægge pres på vores eget parti for at få en afskaffelse af værnepligten med i et kommende regeringsgrundlag”.

Kontaktperson:

Peter Hummelgaard Thomsen

40955300

ph@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
2000 Frederiksberg

72 300 880

dsu@dsu.net

http://dsu.net