Unge socialdemokrater skal hjælpe SPD i tysk valgkamp

17. september 2013   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Onsdag morgen drager en delegation af medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) til Karlsruhe i Sydtyskland for at hjælpe deres tyske søsterparti, SPD, i valgkampen. Der er nemlig valg til forbundsdagen den 22. september, og DSU’erne hjælper til i slutspurten helt indtil valgstederne lukker.

De skal hjælpe til ved forskellige kampagner, aktioner og gåfra dør til dør for at overbevise vælgerne i Karlsruhe om at sætte kryds ved SPD. De unge danske socialdemokrater taler nemlig relativt godt tysk.

”Det tyske valg er ikke kun vigtigt for de 82 millioner tyskere. Tyskland er Danmarks største handelspartner og største land og største økonomi i Europa. Samtidig har Tyskland hidtil svinget taktstokken i EU, så det er oplagt for os at hjælpe til i valgkampen, når det tyske valg har så stor enbetydning,” udtaler delegationsleder Jakob Esmann. Han fortsætter:

”Angela Merkels sparepolitik har ikke været fremmende for væksten i Europa. Hendes hårde kurs i finanspolitikken har holdt væksten nede i Europa, og på den indenrigspolitiske bane har regeringen svigtet ved ikke at gøre noget ved det faktum, at 7 millioner tyskere er arbejdende fattige, og at der mangler så mange som 220.000 daginstitutionspladser,” siger han.

DSU’erne skal hjælpe den unge SPD-kandidat Parsa Marvi, der stiller op i valgkredsen Karlsruhe-Stadt i delstaten Baden-Württemberg i det sydvestlige hjørne af Tyskland.

”Det tyske valgsystem er en blanding af det danske og det engelske og har derfor både forholdstalsvalg og det såkaldte flertalsvalg i enkeltmandskredse. Oftest er det altså en kamp mellem de to største partier CDU og SPD. Særligt i Karlsruhe bliver det uhyre tæt mellem CDU’s og SPD’s kandidater, så det er relativt få stemmer, der skal flyttes. Derfor kan vores indsats betyde alverden,” forklarer Jakob Esmann.

 

For yderligere information, kontakt: Jakob Esmann fra DSU’s forretningsudvalg kan kontaktes på 28 33 80 69.

Kontaktperson:

Jakob Esmann

28 33 80 69

je@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7, 4. sal
1910 Frederiksberg C

28 33 80 69

je@dsu.net

http://www.dsu.net