Ungdomsparti går efter magten i kommunerne

02. november 2009   |   SF Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Gennemsnitsalderen i kommunalpolitik er pænt over de 50 år. Det har SF Ungdom sat sig for at lave om på: 59 SFU’ere opstiller i 38 kommuner og tre regioner ved valget d. 17. november.

Pressemeddelelse fra SF Ungdom, mandag d. 2. november 2009

UNGDOMSPARTI GÅR EFTER MAGTEN I KOMMUNERNE


Gennemsnitsalderen i kommunalpolitik er pænt over de 50 år. Det har Danmarks største politiske ungdomsorganisation SF Ungdom sat sig for at lave om på, og derfor opstiller 59 SFU’ere i 38 kommuner og tre regioner ved valget d. 17. november.

22-årige Pelle Dam er en mand med et mål. Som landsformand i SF Ungdom, der med 3.500 medlemmer er det klart største ungdomsparti i Danmark, har han sat sig for, at de gamle grå politikeres dominans i dansk politik skal stoppes. Og han vil starte med kommunalvalget d. 17. november, forklarer han:

”SF bliver efter alt at dømme markant større i størstedelen af de danske kommuner og regioner, og det vil vi udnytte til også at foretage en foryngelse. Mange unge synes nok, at kommunalpolitik er lidt kedeligt, men der er jo masser af beslutninger om folkeskolerne, cykelstierne, ungdomsklubberne, den kollektive transport og meget andet, som i høj grad angår unge. Det skal vi have deres øjne op for, og det tror jeg er langt nemmere for unge end for ældre kandidater,” udtaler SF Ungdoms landsformand Pelle Dam.

Blandt de opstillede kandidater er Andreas Albertsen, der med sine 23 år er den yngste på SF’s liste i Århus – men med sin sjetteplads på partilisten spås han gode chancer for at blive valgt i Danmarks næststørste by.

”Byrådspolitik er ikke så kedeligt og uinteressant, som mange unge måske tror. Jeg vil forsøge at gøre beslutningerne i byrådet mere forståelige og nærværende for unge – for byrådets beslutninger betyder enormt meget for deres hverdag. Jeg vil halvere prisen på busbilletter, så unge kan komme rundt i byen uden at blive flået,” udtaler byrådskandidat Andreas Albertsen.

Også i hovedstaden er SF Ungdom repræsenteret i kandidatfeltet. Ligeledes 23-årige Sisse Marie Berendt Welling stiller op for SF i København, og kan med et godt personligt resultat blive valgt ind i Borgerrepræsentationen ved valget d. 17. november.

”Det er som ung kvinde helt sikkert en udfordring at skulle udfordre den etablerede politiske elite på rådhuset. Men jeg tror sagtens, at jeg kan stå imod de gamle grå mænd, når det kommer til stykket,” udtaler byrådskandidat Sisse Marie Berendt Welling.

En komplet liste over de opstillede SFU-kandidater, der alle stiller op på SF’s liste i deres pågældende kommune, kan findes ved hjælp af nedenstående links til vedhæftede filer.

FOR FLERE INFORMATIONER OG SUPPLERENDE UDTALELSER:
Kontakt SF Ungdoms landsformand Pelle Dam på mobil 21 45 50 29 eller mail pelle@sfu.dk.