Undgå madspild i Julen

05. december 2011   |   Stop Spild Af Mad  |  Flere pressemeddelelser

Stop Spild Af Mad lancerer otte gode råd mod madspild i Julen. Som ellers løber op i mad for 1,53 milliarder kr.

Julen er højdepunkt for madspild. Ifølge Landbrug & Fødevarer smider danske husholdninger alene i december mad ud for 1,53 mia. kr. I december smider en gennemsnitsfamilie mad for for ca. 1.000 kr. direkte i skraldespanden. Normalt består madspildet af grøntsager, mejeriprodukter og brød - men i julemånederne ryger der også kød i skraldespanden.

Derfor oplyser forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad nu om, hvordan man undgår madspild i Julen. Anne Marie Fogh Larsen og Kirsten Høgh Fogt, som er undervisere på Suhrs Madakademiet og medforfattere på reste-kogebogen "Stop spild af mad - en kogebog med mere" har formuleret otte gode råd om at undgå madspild i Julen. De kommer her:

1) Planlæg Julens måltider så du ved, hvor mange måltider, du skal forberede mad til i juletiden. Vær realistisk: prøv at indføre en ”kreativ julemiddag” med bonusmad fra køleskabet, mm. Når du planlægger maden til Julens borde, så husk variation - det er dejligt med et samspil af kendte og nye retter, og gem måske nogle af de mange kendte retter til en anden gang. Lidt men godt.

2) Tænk på hvordan en ret mad kan genanvendes til andre middage. For eks. kan medisterpølsen blot ved at ændre tilbehør sagtnes synes ny og spændende to dage i træk. Husk evt. at skrive dine overvejelser ned, så du får overblik, hvordan resten af julemaden kan bruges i andre retter.

3) Tænk over hvor meget mad I egentlig kan spise - og køb ind derefter. Portionsstørrelser – hvor meget mad spiser I egentlig? Overvej at I faktisk kun kan spise 500-700 gr. mad til et måltid - og stol på din egen planlægning. Køb hellere afmålte råvarer ind af en bedre kvalitet, end storindkøb af en lidt dårligere kvalitet. Kvalitet versus kvantitet.

4) Ved Julens traditionelle kolde bord: sæt retterne ind i hold og sørg for at pakke dét, der bæres ud, væk med det samme. Hygiejnisk er det en stor fordel og maden kan sagtnes holde til det, når blot den ikke står mange timer på spisebordet. Sæt derfor kun dét på bordet, som vil blive spist. Husk at holde et godt flow - og vær opmærksom på ikke at lade maden stå fremme på bordet mere end to timer, hvis du vel og mærket vil spise maden efterfølgende.

5) Få et overblik over menuer og indkøb af råvarer. Når der skal være mad til flere helligdage, er det smart at nedskrive madovervejelser og kreative ideer til genanvendelsen af råvarer og allerede tilberedte retter. Så husker du derved, hvad du har tænkt f.eks.: at hvidkålen kan benyttes til stuvet hvidkål, i salatskålen og til sennepskål til ribbensstegen. Det sikre er, at du får brugt dét, du har købt og kan styre dine indkøb samtidig med, at du kreativt udvikler din køkkensans.

6) Læg ikke under for forventningerne om, at julebordet skal bugne af mad. Tænk på at decembers køkken netop skal adskille sig fra de øvrige 11 måneder og udvælg med omhu og tanke de enkelte måltider og retter. Lad det være dén der står i køkkenet, der udvælger de lækreste retter og gør op med ideen om, at det kun er en super julefrokost, hvis der var mange forskellige retter at vælge imellem – det valg har du allerede taget i planlægningsfasen.

7) Et bud på et godt og spændende julebord kan være:

  • 1-2 slags gode sild
  • 1 fiskeret - f.eks. røget laks, stegt sild, en fiske salat, røget fisk
  • 1-2 kødretter - f.eks. lun ribbenssteg, medister, stegt andebryst, lune mørbradbøffer eller hjemmelavet sylte
  • 2 slags grønt tilbehør - f.eks stuvet hvidkål, grønlangkål/grønkålssalat med granatæble, rødbedesalat, appelsinjulesalat eller rødkål
  • super godt rugbrød og hvedebrød evt. hjemmelavet knækbrød/kiks
  • smør og krydderfedt, sennep, chutney, surt/syltet
  • 2-3 slags oste - en fast, en blød og en blå
  • 2 slags frugt, nødder i ahornsirup
  • 2 slags sødt til kaffen - hjemmelavet marcipan, julesmåkage

8) Når du har gæster til julemad, husk at have beholdere/doggybags klar, så gæsterne kan få lidt bonusmad med hjem. Også gerne af de søde sager – det er en glæde at dele med andre og hellere dét, end den gode mad ender i skraldespanden.

Sådan lyder rådene til mindre madspild i Julen fra Anne Marie Fogh Larsen og Kirsten Høgh Fogt.

"Vi er utrolig taknemmelige over, at Suhrs Madakademiet, der har hjulpet os så meget gennem tiden, nu også hjælper os med gode råd mod Julens madspild," siger stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad Selina Juul og initiativtager til oplysningskampagnen. "Vi får så mange henvendelser fra folk, som gerne vil have hjælp til at mindske madspild i Julen. Og inspireret af dette behov lancerer vi hermed denne lille kampagne som en slags ”public service”, så danskerne får hjælp til at planlægge bedre og til at udgå madspld i Julen. Velbekomme og rigtig glædelig Jul."

 

Download billeder til artiklen her (foto: Selina Juul): http://www.stopspildafmad.dk/jul2011.zip

Yderligere information:

Stop Spild Af Mad: www.stopspildafmad.dk

Pressekontakt: Jakob Dreyer, tlf. 40 72 06 01

Suhrs Madakademiet: www.madakademiet.dk

tlf. 33 12 80 53 - e-mail: kontakt@madakademiet.dk