Trivsel er ikke kun en ledelsesopgave

10. februar 2020   |   Institut for Sundhed & Trivsel  |  Flere pressemeddelelser

Utilfredsheden stiger, når medarbejderne savner mening, indflydelse og sociale værdier. Samtidig falder arbejdsglæden, produktiviteten og den generelle trivsel. Derfor koster utilfredse medarbejdere både virksomhederne og samfundet mange penge hvert år. At medarbejderne trives, er ledelsens ansvar, men ikke kun en ledelsesopgave, mener trivselsekspert.

Trivsel på arbejdspladsen er – sammen med lønnen – et af de vigtigste parametre for arbejdsglæden blandt danske lønmodtagere. Og trivslen kunne sagtens trives bedre ude i virksomhederne, mener en ekspert.

”Når vi ser på antallet af danskere, der er sygemeldt pga. psykisk dårligt arbejdsmiljø – 35.000 hver eneste dag – er det indlydsende, at trivslen bør prioriteres højere i flere virksomheder. Tilfredse medarbejdere er langt mere produktive, mindre syge og begår færre fejl. Virksomhederne får derfor helt naturligt mere værdi for lønkronerne, når medarbejderne trives,” forklarer Mads Vang Christensen, leder af Institut for Sundhed & Trivsel, der bl.a. uddanner trivselskoordinatorer, som skal sætte trivslen på dagsordenen ude i virksomhederne.

”Nogle virksomheder er virkelig gode til at arbejde med de bløde værdier – og de resultater, de oplever, holder dem på sporet. Derfor vil vi have så mange som muligt til at mærke effekten i deres egen virksomhed,” fortsætter han og peger på, at trivsel er et konkurrenceparameter på langt flere områder end bundlinjen. Som eksempel nævner Mads Vang Christensen, at virksomheder med glade medarbejdere har nemmere ved at fastholde og tiltrække medarbejdere. 

Trivsel opstår ikke af sig selv

Når så få virksomheder arbejder målrettet med trivslen, skyldes det ifølge Mads Vang Christensen, at det arbejde naturligvis også kræver ressourcer.

”Det er ikke nok at skrive i virksomhedens værdisæt, at medarbejdernes trivsel er en prioritet, eller at hænge skilte op, der skal minde medarbejderne om at trives. Trivsel opstår ikke af sig selv – det kræver en indsats. Også af ledelsen, men ledere har i forvejen mange fokusområder. I den ideelle verden havde alle virksomheder med flere end 10 medarbejdere en trivselskoordinator på fuld- eller deltid til at øge og fastholde medarbejdertilfredsheden. Det er dog en investering, som ikke giver afkast i morgen,” erkender trivselseksperten.

På den lange bane er gevinsterne imidlertid mange, mener Mads Vang Christensen. Og ikke kun for virksomhederne.

”Også samfundsmæssigt får vi gavn af, at tilfredse medarbejdere er mere effektive og mindre syge. Arbejdsrelateret sygdom er en kæmpe samfundsudgift i dag, hvoraf stress alene står for ca. 27 mia. kr. om året. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvor stor en forskel bare nogle af de penge kunne gøre andre steder,” afslutter Mads Vang Christensen, der er leder af Institut for Sundhed & Trivsel, som i marts måned begynder uddannelsen af et nyt hold trivselskoordinatorer.


Om Institut for Sundhed & Trivsel

Institut for Sundhed & Trivsel arbejder med helhed, mening og sammenhæng – både for det enkelte menneske, i teams og i hele organisationen. Det sker gennem kurser, uddannelser og konsulentarbejde.

Instituttet er ejet af Mads Vang Christensen og Inge Hülsen, som i mange år har arbejdet med trivsel og engagement i organisationer. Og det er på baggrund af de erfaringer, parret har skabt uddannelsen som trivselskoordinator. En trivselskoordinator kan tage det nødvendige ansvar for et sundt og stærkt arbejdsmiljø og skabe en positiv, meningsfuld arbejdskultur.

Kontaktperson:

Mads Vang Christensen

26 84 10 84

mads@cetu.dk

Afsender:

Institut for Sundhed & Trivsel

Dr. Priemesvej 2, st. th
1854 Frederiksberg C

26 84 10 84

mads@cetu.dk

https://www.instituttetforsundhedogtrivsel.dk