Tore Jørgensen fra Herslev Bryghus får Den Danske Ølpris 2016

20. maj 2016   |   Danske Ølentusiaster  |  Flere pressemeddelelser

Den Danske Ølpris blev i dag tildelt brygger og landmand Tore Jørgensen for sit grænseoverskridende arbejde med øl og sit pionerarbejde i den danske ølrevolution.

Danske Ølentusiaster uddeler hvert år Den Danske Ølpris til en person, organisation eller virksomhed, der har gjort en stor og engageret indsats for at vise mangfoldigheden og spændvidden i øllets verden.

I år går prisen til landmand og brygger Tore Jørgensen, som er pioner på adskillige områder: økologi, bæredygtighed, anvendelse af lokale råvarer samt, ikke mindst, nyskabende øl.

Tore Jørgensen grundlagde sit bryggeri hjemme på sin gård Toftegård i Herslev ved Roskilde Fjord i 2004 efter at have hentet viden og inspiration i England og Tyskland, hvor han arbejdede på henholdsvis et mikrobryggeri og med humleproduktion.

Viden, inspiration, humle og gær er omtrent de eneste råvarer, han henter uden for ejendommens 30 hektar eller nærmeste omegn – og de to sidstnævnte, altså humle og gær, har han med stor succes bevist, at han ikke behøver.

Tore Jørgensen dyrker selv det økologiske maltkorn til sin ølproduktion, og den meget vellykkede terroir-serie Mark brygger han uden humle og gær. Humlen har han erstattet med hø fra gårdens egne jorder, og øllet er spontangæret med hjælp fra de lokale mikroorganismer i luften. Tidslerne i Mark Tidsel er også fra hans egne jorder.

De mirabeller, kirsebær og æbler, han bruger til at berige de syrlige Mark-øl med, er alle dyrket lokalt. Ligeså er asparges og hyben til henholdsvis hvedeøllet og red ale i Sæson-serien.

Herslev Bryghus har også fundet tilhængere langt uden for landets grænser. Mark Hø er således lige blevet optaget i den prestigefyldte World Atlas of Beer.

Årets Danske Ølpris blev overrakt af Anne Lise Knørr, landsformand for Danske Ølentusiaster, på Ølfestival® 2016 i Lokomotivværkstedet, København.

Tore Jørgensen har valgt at donere prisen på 10.000 kr. til hjemløseavisen Hus Forbi

Yderligere oplysninger ved henvendelse til Danske Ølentusiasters landsformand
Anne Lise Knørr, anne.lise.knoerr@ale.dk, tlf. 24 64 40 79

Eller pressekontakt
Christian Andersen, christian.andersen@ale.dk, tlf. 51 21 31 41