Succesfuldt værksted gæster Kreative Dage

19. august 2016   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Gammelbro Camping har med ”Det Kreative Værksted” en unik attraktion, som man til efteråret kan opleve i Fredericia på Nordens største kreative messe

For gæsterne på landets campingpladser kan det danske vejr være en mildt sagt blandet fornøjelse.
Men Gammelbro Camping i Årøsund ved Haderslev har i en halv snes år haft en populær aktivitet – Det Kreative Værksted – som får gæsterne til at glemme alt om regn og beskedne temperaturer.
På Det Kreative Værksted kan campister, endagsturister og lokale booke sig ind til nogle timer fyldt med hygge, hobby- og håndarbejde. Dorthe Kjeldgaard Rasmussen slår dørene op til værkstedet fra påske til og med efterårsferien med faste åbningstider. Derudover kan man altid kontakte stedet, hvis man ønsker specifikke kurser, er en gruppe der ønsker at ”være kreative” sammen, eller blot som person er interesseret.

Mulighederne på værkstedet er mange; man kan eksempelvis modellere, designe smykker og tekstilpynt, sy, male et billede på lærred eller på sten samlet ved Lillebælt. Rammerne er optimale og værkstedet er i konstant udvikling, for der udarbejdes hele tiden teknikker og nye ideer fødes. Naturens materialer samt genbrug har en lige så vigtig plads på værkstedets bugnende hylder som traditionelle hobbyartikler.
- Vores gæster er også meget velkomne til at medbringe egen hobby samt evt. materialer og bare nyde det fællesskab, vi har omkring interessen for det kreative, fortæller Dorthe Kjeldgaard Rasmussen.

Den sidste weekend i oktober kan de besøgende på Kreative Dage i Fredericia få ”smagsprøver” på, hvorfor værkstedet er så elsket, at mange campister decideret vælger Gammelbro på grund af det.
Messens gæster kan på Nordens største kreative messe besøge Det Kreative Værksteds stand og få en snak eller deltage i en eller flere af de workshops, der løbende tilbydes over alle tre dage.
- Bliver man inspireret af en af vores ideer, men oplever at der ikke er plads, eller man ikke har tid til at deltage, kan man umiddelbart efter messen finde vejledninger til de præsenterede emner via vores kommende kanal på YouTube, siger Dorthe Kjeldgaard Rasmussen.

Hun glæder sig til at møde de besøgende og satser på at rigtig mange får inspiration med hjem. For at alle får en god oplevelse, bliver der et loft for, hvor mange deltagere, der tilbydes plads ved de enkelte workshops. Dorthe Kjeldgaard Rasmussen forventer, at bordene med engle- og blomsterværksted hurtigt fyldes op. Der kan man nemlig eksperimentere med genbrugsmaterialer eller de nye lækre crepepapirer fra Italien – her har Dorthe Kjeldgaard Rasmussen en særlig ekspertise som forfatter til bogen Pynt og pift. Der er også tænkt i aktiviteter hvor selv de mindste gæster kan være med. Der kan stanses ud i mosgummi og dekoreres med Silk Clay, så en blyant forvandles til en blomst.
Man kan følge Det Kreative Værksted på Facebook og www.gammelbro.dk.
Kreative Dage finder sted i MESSE C Fredericia den 28.-30. oktober 2016 – se evt. www.kreativedage.dk.

• BILLEDTEKST:
Blomster i crepepapir er et speciale for Dorthe Kjeldgaard Rasmussen, som også mestrer mange andre områder på Det Kreative Værksted på Gammelbro Camping. Den sidste weekend i oktober gæster hun og værkstedet ”Kreative Dage” i MESSE C Fredericia.

Kontaktperson:

Messechef Lars Søndergaard

75922566

ls@messec.dk

Afsender:

Messechef Lars Søndergaard

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk