Styrket messekomité giver NutriFair markant rygstød

14. april 2016   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Danske Svineproducenter og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter er gået aktivt ind i arbejdet med at udvikle og styrke fagmessen NutriFair i Fredericia

Et længe næret ønske hos husdyrproducenterne gik i opfyldelse, da fagmessen NutriFair i MESSE C Fredericia kom til verden for en håndfuld år siden. Lige siden starten har en stærk messekomité med fagfolk fra hele branchen samarbejdet tæt med MESSE C, og det har været en afgørende faktor for messens succes.

Nu kan NutriFair løfte sløret for, at messekomitéen bliver udstyret med endnu flere muskler og endnu større kontaktflader til branchen.

- Vi er meget glade for og stolte over, at formændene for Danske Svineproducenter og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (hhv. Henrik Mortensen og Kjartan Poulsen, red.) har takket ja til at trække i arbejdstøjet i messekomitéen, fortæller Erik Mønster, udviklings- og projektchef i MESSE C Fredericia.

- Planlægningen af NutriFair 2017 er i fuld gang, og allerede nu har flere end 100 af udstillerne fra 2016 tilmeldt sig. Der er ingen tvivl om, at arbejdet bliver yderligere forstærket, når vi har nøglepersoner som  Henrik Mortensen og Kjartan Poulsen med i kredsen til at udvikle og fremtidssikre NutriFair, konstaterer Erik Mønster.

Der er behov for NutriFair
Henrik Mortensen er glad for at kunne bidrage med sine visioner for messen:
- NutriFair er stedet, hvor det sker. Danske Svineproducenter har siden starten været en del af messen, blandt andet ved at afholde vores generalforsamling i tilknytning til arrangementet. NutriFair er et godt initiativ, som jeg meget gerne vil bakke op omkring og være med til at udvikle. Mine kolleger har på messen slået fast, at der fortsat er behov for NutriFair, så vi må udvikle og forny messen til gavn for dansk landbrug, fastslår Henrik Mortensen.

Kjartan Poulsen er helt på linje med ”formandskollegaen”:
- LDM har haft stor glæde af at være en del af NutriFair, hvor vi både kan få talt med vore medlemmer og give information. Derfor var det naturligt for os at indtræde i komiteen og der igennem være med til at udvikle NutriFair.

I øvrigt fik komiteen allerede i efteråret 2015 et nyt medlem, som blandt andet har en stærk profil over for de yngre landmænd. Det er 29-årige Johanne Marie Laursen, direktionssekretær i Mosegården A/S og tidligere formand for LandboUngdom.

- Jeg glæder mig til at arbejde med at forme og udvikle en fagligt stærk landbrugsmesse, som blandt andet skal bestå af inspiration, innovation og interesse, og som kan tiltrække mange besøgende til messedagene i Fredericia, siger Johanne Marie Laursen.

NutriFair 2017 afholdes den 18.-19. januar 2017. Læs evt. mere på www.nutrifair.dk.


• BILLEDTEKST:
NutriFair’s nye messekomité ser således ud: Fra venstre er det Allan Trøjborg, adm. direktør hos W. Domino A/S, Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, Johnni Pedersen, adm. direktør hos J.N. Jorenku, Flemming Lauritzen, partner hos NutriDoc samt Johanne Marie Laursen, direktionssekretær hos Mosegården A/S.

 

Kontaktperson:

Udviklings- og projektchef Erik Mønster

41273712

em@messec.dk

Afsender:

Udviklings- og projektchef Erik Mønster

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk