Stor optimisme forud for NutriFair 2019

31. maj 2018   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Interessen for at udstille på fagmessen for husdyrproducenter er rekordstor

Selv om der er mere end syv måneder til, at landbrugsfagmessen NutriFair åbner dørene i MESSE C Fredericia, så ser prognosen allerede særdeles positiv ud.

Virksomhederne strømmer nemlig ind på udstillerlisten til den ottende udgave af fagmessen for husdyrproducenter i januar 2019.
Således er hele 90 procent af det antal stande, man kunne opleve på 2018-messen, allerede booket.
- Vi har 17 procent flere bookinger og 10 procent flere kvadratmeter bestilt i forhold til samme tid sidste år, fortæller en tilfreds Jørgen Kronborg, projektleder i MESSE C.

Tallene er ekstra imponerende set i lyset af, at NutriFair i de ulige år har en lidt skærpet konkurrencesituation.
- Vi var spændte på, hvordan 2019 ville udvikle sig, blandt andet fordi der som bekendt er to landbrugsmesser i henholdsvis Danmark og Tyskland til november. Men de nuværende prognoser tyder på, at erhvervet ser og prioriterer NutriFair som en seriøs og nyskabende messe, man ikke vil gå glip af. Vi er meget tilfredse med udviklingen, der igen viser, at NutriFair har fundet sin faste og markante plads i markedet, understreger Jørgen Kronborg.

Flere tiltag på bedding
Han tilføjer, at salgsarbejdet naturligvis fortsætter før og efter sommerferien, således at de besøgende fagfolk kan møde en så bred vifte af udstillere som muligt.

- Vi har også en række andre tiltag på bedding. Blandt andet har vi indgået et tæt samarbejde med Aalborg Universitet og Bioenergi Magasinet omkring udvikling af temaet Bioenergi på NutriFair. Det er et fokusområde, vi startede op i 2018, og vi forventer os meget af dette samarbejde.

- Desuden har vi et spændende samarbejde i gang vedrørende ”Smartfarming” (digitalisering) indenfor landbruget – primært med fokus på anvendelsen indenfor husdyrproduktion. Dette tema optager mange producenter, og udviklingen går stærkt indenfor dette område, lyder det fra projektlederen.

NutriFair finder sted den 16.-17. januar 2019 i MESSE C Fredericia. Læs mere på www.nutrifair.dk.

 

Kontaktperson:

Projektleder Jørgen Kronborg

27770044

jk@messec.dk

Afsender:

Projektleder Jørgen Kronborg

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk