Silkeborg fordobler musikbudgettet til Ildfestregatta 2008

11. august 2008   |   Ildfestregattaen v. PS/Peter Lodahl  |  Flere pressemeddelelser

Silkeborg fordobler musikbudgettet til Ildfestregatta 2008: Shu-bi-dua, Infernal, Stig Rossen og Big Fat Snake samler hele Familien Danmark, og der vil i det hele taget være noget for enhver smag, når der i fire dage spilles op fra ni scener i Silkeborg Midtby.

Silkeborg fordobler musikbudgettet til Ildfestregatta 2008

Shu-bi-dua, Infernal, Stig Rossen og Big Fat Snake samler hele Familien Danmark, og der vil i det hele taget være noget for enhver smag, når der i fire dage spilles op fra ni scener i Silkeborg Midtby

Med i alt ni spillesteder i midtbyen er der sørget for underholdning til alle, når flere hundrede tusinder i de kommende dage besøger Silkeborg. Den smukke by ved søerne står på den anden ende og fester igennem ved den traditionsrige Ildfestregatta, som er Silkeborgs absolutte fest-flagskib, der afvikles hvert tredje år, denne gang fra onsdag den 13. til lørdag den 16. august. I løbet af de fire dage venter der borgerne og gæsterne en overflod af musikalske og kulturelle tilbud.

Fælles og gratis musikoplevelser for hele familien
- Denne gang råder vi over det suverænt største underholdningsbudget i Ildfestregattaens historie, og koncerterne fra storscenen og de fleste af de andre scener er helt gratis, hvilket er med til at gøre ildfestregatta-oplevelsen unik for vores mange gæster, fortæller Marianne Vinkler Lassen fra regattakomiteen.
Onsdag er det Shu-bi-dua, som giver deres underfundige ørehængere, som de har underholdt hele Danmark med i 35 år.
Infernal har været blandt de bedste siden 1998, og duoen er netop røget ind på tjek-listerne som nr. 5. Lina Rafn og Paw Lagermann topper torsdag med deres formidable underholdning helt i særklasse.
Stig Rossens bredtfavnende talent kan opleves fredag, og lørdag byder på intet mindre end et fantastisk show af Big Fat Snake, som har formået at holde sig på toppen siden 1991.
Marianne Vinkler Lassen giver samtidig garanti for en violin- og dansefest udover det sædvanlige, når den internationale performer-gruppe Barrage starter aftenens underholdning fra Havnescenen. Gruppen præsenterer fire forskellige shows med hvert sit tema, men fælles er en forbløffende energi og musikalsk virtuositet.
- Vi har til Havnescenens program lagt væk på at kunne præsentere store navne, der er populære på tværs af aldersskel. Her vil Familien Danmark kunne få sig en fælles musikoplevelse, understreger Marianne Vinkler Lassen.

Mangfoldighed af musik
På mange af de øvrige otte scener i midtbyen vil der til gengæld blive budt på lækkerbiskener til dem, der har særlig interesse for en bestemt slags musik. Det gælder f.eks. Tyrolerteltet og de tre scener, der er specielt indrettet til det unge publikum i Cult-, og DJ- og Pit Stopteltene.
Blandt de nye scener findes Det Magiske Regattatelt, der er opstillet på Papirfabrikken, og her kombineres kulinariske oplevelser med underholdning og musik leveret af navne som Allan Olsen, Hot & Sweet Jazzband, Caroline Henderson, Katrine Falkenberg og Thomas Høi.
Derudover bugner programmerne for Torvescenen, EnergiMidt-scenen på Havnen og scenen ved Kvickly med masser af spændende musik leveret af lokale talenter samt danske og udenlandske topnavne.

Afslappet regattastemning
- I det hele taget mener vi at have sammensat en så stor og bred vifte af musik- og underholdningstilbud, at Silkeborg også på den front står rigtig godt rustet til at tage sig af de mange gæster. Vi lægger vægt på, at alle får en god bid af den fantastiske og afslappede stemning, der kendetegner Silkeborg Ildfestregatta, slutter Marianne Vinkler Lassen.

Billedtekst:

Den internationale performergruppe Barrage er blandt de mange store navne på programmet for Silkeborg Ildfestregatta 2008.


Kontaktperson:

Marianne Vinkler Lassen

40146565

peter@ps-presse.dk

Afsender:

Ildfestregattaen v. PS/Peter Lodahl

Torvet 9, 2.
8600 Sillkeborg

30273419

peter@ps-presse.dk

http://www.ildregatta.dk