Seminar om sikring på Danish Security Fair

20. juli 2021   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Sikringsmesse i Fredericia danner rammen om "Security Class" - en håndfuld sikringsfaglige indlæg, der skal hæve vidensniveauet omkring terror- og højsikring

På en stille dansk sommerdag kan hændelser som skud, eksplosioner, køretøjsangreb, indtrængning og terror opleves som meget fjerne størrelser - heldigvis. Men de forekommer eller KAN forekomme mellem år og dag, og mange virksomheder, organisationer og myndigheder er nødt til at indtænke såkaldt højsikring af personer, bygninger eller værdier.

Desværre mangler mange indsigt i, hvordan de skal gribe det an, oplever sikkerhedsekspert Mogens Dam fra firmaet Damasec. Han har derfor sammen med Danish Security Fair arrangeret "Security Class", et seminar med vidensdeling omkring terror- og højsikring, som afvikles 25. august i tilknytning til Danish Security Fair i Fredericia.

- Min ambition er, at deltagerne går fra at være "ubevidst inkompetente" til "bevidst inkompetente". De kan og skal ikke blive eksperter på et par timer - men de skal blive bevidste om de faktorer, som er essentielle, påpeger Mogens Dam.

Han oplever både herhjemme og i udlandet, at kunder (også nogle med en markant international profil) ikke har viden og erfaring til at stille de rigtige spørgsmål og krav til eksempelvis sikring af bygninger - fordi man jo ikke spørger om noget, man ikke kender til.
- Så hvis jeg kan være med til at hæve barren i branchen med Security Class, så vil jeg være meget tilfreds, konstaterer Mogens Dam, som håber på en god synergieffekt mellem seminar og messe.

Fem oplæg á tyve minutter
Han står selv for tre oplæg á tyve minutter med overskrifterne "Sikring mod eksplosioner", "Skudtrusler" og "Sikring mod køretøjsangreb". Jef Jefsen, direktør i Herning Pengeskabsfabrik A/S, sparker Security Class i gang med et indlæg om boksdøre og sikringsdøres betydning i indbruds- eller indtrængningssituationer.

Christian Morcas-Rasmussen fra Certa Intelligence & Security runder eftermiddagen af med oplægget "Snitflader mellem cybersikkerhed og de fysiske sikringstiltag". Et eksempel på dette kan ifølge Mogens Dam være, at det ikke nytter at etablere sikrings-pullerter ind til et højsikringsområde, hvis de styres med en app og Bluetooth, som "de forkerte" nemt kan hacke sig ind i.

Security Class foregår klokken 13-15 den 25. august. Seminaret er gratis og foregår ved mødescenen i forbindelse med Danish Security Fair den 25.-26. august i MESSE C Fredericia. Se mere på www.danishsecurityfair.dk.

•    YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Projektleder Charlotte Buus, MESSE C, tlf: 27770046, mail: cbu@messec.dk
Bygningsingeniør, projektleder Mogens Dam, Damasec, tlf: 7023 0093, mail: md@damasec.com



Kontaktperson:

Projektleder Charlotte Buus

27770046

cbu@messec.dk

Afsender:

MESSE C Fredericia

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk