SFU-formand ikke tilfreds med at være størst

15. juli 2009   |   SF Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

29 procent af de 15-25-årige ville stemme SF, hvis der var valg i morgen, viser en ny Gallup-måling. Samtidig er SF Ungdom for tredje år i træk det suverænt største ungdomsparti med langt over 3.000 medlemmer. Alligevel er de unge folkesocialister ikke tilfredse.

Pressemeddelelse fra Socialistisk Folkepartis Ungdom, tirsdag d. 15. juli 2009

SFU-formand: Vi er ikke tilfredse!

De unge stemmer venstreorienteret og valfarter til venstrefløjens ungdomspartier. SF Ungdom er de klart største på den ungdomspolitiske scene, men alligevel ”langt fra tilfredse,” postulerer de unge folkesocialisters landsformand.

29 procent af de 15-25-årige ville stemme SF, hvis der var valg i morgen, viser en Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende. Samtidig er SF Ungdom for tredje år i træk det suverænt største ungdomsparti med langt over 3.000 medlemmer.

Alligevel er de unge folkesocialister ikke tilfredse, forklarer SF Ungdoms landsformand Pelle Dam.

”Det er selvfølgelig dejligt, at vi nyder stor opbakning, men vi er langt fra tilfredse. Vores målsætning er at nå 4.000 medlemmer inden næste sommer og 5.000 året efter. Og vores målsætning er, at endnu flere unge skal stemme SF ved næste valg,” udtaler han.

”Hvis vi skal have væltet Lars Løkke og kompagni – og det skal vi – så har vi brug for endnu flere kræfter. Vi er i gang med en konstant valgkamp lige nu, og den slutter ikke før vi har vundet magten fra de borgerlige. I den valgkamp kan vi bruge alle gode kræfter”.

SFU-formanden har også en forklaring på, hvorfor mange unge søger mod venstrefløjen.

”VKO-regeringen er ved at nedbryde vores velfærdssamfund, og det mærker mange unge på deres egen krop. Når toiletterne i ens folkeskole er så klamme, at man hellere vil holde sig, når der ikke er stole nok til alle i klasselokalerne i gymnasiet, når man ikke kan gøre sin erhvervsuddannelse færdig fordi der mangler praktikpladser – så går det ret hurtigt op for én, at politikerne har fejlet helt grundlæggende,” forklarer landsformand Pelle Dam.

”Når mange vælger lige præcis SF og SF Ungdom, så er det jo fordi det er os, der præsenterer det troværdige alternativ til regeringens politik. Vi har løsningerne, og vi har finansieringen i orden. Samtidig er vi enormt synlige på folks uddannelsessteder og på gader og stræder landet over, og det tror jeg tiltaler mange unge,” påpeger Pelle Dam.

For flere informationer, kontakt SF Ungdoms landsformand Pelle Dam på mobil 21 45 50 29.

SF Ungdom er Danmarks suverænt største politiske ungdomsorganisation med over 3200 betalende medlemmer. SFU fylder 40 år i år og SFU’s moderparti er Socialistisk Folkeparti.

Pelle Dam er 21 år gammel, formand for SFU og bor på Amager med sin kæreste. Han har orlov fra sit studie på Journalisthøjskolen i Århus for at hellige sig posten som SFU-formand på fuld tid.

Kontaktperson:

Pelle Dam

21 45 50 29

pelle@sfu.dk

Afsender:

SF Ungdom

Blegdamsvej 24A
2200 København N

35 36 17 77

sfu@sfu.dk

http://www.sfu.dk