Rosa sætter kulør på Kreative Dage

21. marts 2019   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Programmet tager form til efterårets kreative messe i Fredericia, som allerede har 150 udstillere på listen

Selv om der er syv måneder til Kreative Dage i Fredericia – Nordens største kreative messe – så er både udstillerlisten og programmet for de tre scener støt voksende.
Faktisk har den populære messe i Fredericia, som bliver nummer 11 i rækken, allerede 150 udstillere indenfor hobby og håndarbejde på plads.

Det ligger også fast, at Kreative Dage blandt andre gæstes af Rosa Kildahl. Den 60-årige nordjyde blev kendt som en festlig og elskelig deltager i Bagedysten og siden i Vild med Dans. I TV 2-programmet ”Rosas grønlandske hemmelighed” fandt hun svar på, hvorfor hun skilte sig lidt ud i søskendeflokken hjemme i Himmerland.

Alt dette beretter hun om, men det er naturligvis Bagedysten, der primært er i fokus på Kreative Dage. Rosa fortæller med sit smittende humør om hele forløbet fra casting til semifinalen i Bagedysten. Man kan også få svar på, hvor alle kagerne egentlig ender, hvem der rydder op, når der er jongleret rundt med cremer og mousser, hvorvidt deltagerne boede på slottet og meget andet.

Perler blev hendes levevej
De besøgende på Kreative Dage 2019 kan også møde den populære blogger og ”perledame” Anja Takacs, som har udgivet fire bøger med perlemønstre samt app’en ”Det Perler”.
Hun fortæller om at gå fra at lave små perleplader med børnene til at være kendt krea-mor med mange nysgerrige og beundrende følgere. Anja vil vise sit arbejde frem, besvare spørgsmål om ”perlerierne” og uddybe, hvordan hun har gjort perlerne til sin levevej.

Håndstrikket med en ny betydning
Laura Nymand og Katrine Eberhardt er også kreative iværksættere, og dem kan man opleve på scenen alle tre dage klokken 13.00.
De to veninder – som driver fillows.dk – fortæller om, hvordan de lagde de traditionelle strikkepinde på hylden og i stedet begyndte at eksperimentere med at strikke med hænderne. Man kan naturligvis se eksempler på de skønneste håndstrikkede puder, tæpper med videre.
På fillows’ stand kan man deltage i workshoppen og lære at strikke helt uden strikkepinde. Deltagerne bliver guidet gennem processen step for step, og workshoppen kræver ikke, at man har strikket før.

Der kommer løbende flere nye og spændende navne til – det endelige program foreligger i august.

Kreative Dage foregår i MESSE C Fredericia den 25.-27. oktober 2019. Se mere på www.kreativedage.dk.


Kontaktperson:

Messechef Lars Søndergaard

75922566

fk@messec.dk

Afsender:

Messechef Lars Søndergaard

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

www.messec.dk