Postbyen får Danmarks mest avancerede parkeringsanlæg

03. februar 2022   |   Scanview A/S  |  Flere pressemeddelelser

Kæmpe p-kælder til 1000 biler under Københavns nye bydel Postbyen bliver med teknologi fra Scanview A/S en milepæl for intelligente parkeringsløsninger

Virksomheden Scanview A/S i Fredericia spiller en vigtig rolle, når det gamle postcenter i København i de kommende år forvandles til "Postbyen" med flere hundrede beboere, anslået 6000 arbejdspladser og 20.000 besøgende dagligt.
Det nye kvarter nær Hovedbanegården vil blandt andet omfatte Danske Banks nye hovedsæde, en kæmpe kontorbygning, fire tårne med boliger og hotellejligheder samt yderligere boligtyper, spisesteder, erhverv og detailhandel.

Hele bydelen bliver et grønt og bilfrit område, og det er her, Scanviews ekspertise indenfor intelligente parkeringskoncepter kommer i spil. Biltrafik til området ledes nemlig ned i et gigantisk, underjordisk parkeringsanlæg, som Scanview og samarbejdspartneren Apcoa Parkering Danmark vil gøre til landets nok mest avancerede - med fokus på blandt andet bruger- og klimavenlige løsninger.

- Parkeringskælderen får tre niveauer, plads til 1000 biler og et samlet areal svarende til seks-syv fodboldbaner. Så det er ikke nok bare at stribe en masse parkeringsbåse op, slet ikke med placeringen centralt i den travle metropol. Vi bruger sammen med Apcoa den nyeste teknologi til at skabe innovative løsninger, der sikrer flow, brugervenlighed, tryghed, kapacitetsudnyttelse samt - måske vigtigst af alt - reducerer den såkaldte søgekørsel, forklarer Johnny Klausen, direktør og medindehaver i Scanview.

Intelligente kameraer giver overblik over ledige pladser

Besøgende i bil bliver helt fra starten taget i hånden og guidet ind i parkeringsområdet og videre op til de forskellige bygninger og pladser - det sker med klare, dynamiske LED-henvisningsskærme, som kan ændres og tilpasses efter behov.

Ved hjælp af LED-enheder med intelligente kameraer over kørevejen kan gæsterne hurtigt få overblik over, hvor der er plads til at parkere. Ledige pladser vises med grønt lys, ledige el-ladepladser vises med orange lys, blå er handicappladser og rød betyder optaget. Overblikket betyder langt mindre søgekørsel og dermed mindre CO2-miljøbelastning og et bedre flow.
Kamerateknologien bruges blandt andet også til det automatiske betalingssystem (som baseres på nummerpladegenkendelse), overvågning af den enkelte parkeringsbås og mellem bilerne, statistik til optimal udnyttelse af arealet, data til henvisningsskiltene med videre.

- Tryghed og sikkerhed bliver naturligvis også nøglefaktorer. Der bliver overvågning af alle parkeringspladser, også de 5.500 cykelparkeringspladser, og så er der musik, som erfaringsmæssigt bidrager til trygheden hos gæsterne. Parkeringsarealet får også talevarsling, så vagten på den døgnbemandede kontrolcentral kan tage kontakt til eventuelle uønskede personer via højttalerne, fortæller Johnny Klausen.

Han glæder sig over, at Scanview sammen med Apcoa Parkering er blevet betroet opgaven med at etablere Danmarks mest moderne parkeringsanlæg i det prestigefulde byudviklingsprojekt i hjertet af København. Projekteringen af parkeringsprojektet er i fuld gang, og den praktiske implementering ventes at gå i gang sidst på året, oplyser Johnny Klausen.

•    YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Direktør Johnny Klausen, Scanview, mob: 20 27 97 60, mail: jk@scanview.dk

Fotokreditering foto 1 og 2: (Visualisering: Arkitema, 2021)

Fakta om Scanview
•    Scanview A/S i Fredericia er et af Danmarks største sikrings- og projekthuse med ekspertise indenfor adgangskontrol, alarm og sikring, videoovervågning og topmoderne trafik- og parkeringskoncepter
 
•    Scanview samarbejder også med Apcoa Parkering Danmark om andre opgaver, herunder Billund Lufthavn, Skejby Sygehus, Scandinavian Center i Aarhus etc.

•    Se mere på www.scanview.dk

Fakta om Postbyen
•    Postbyen mellem Københavns Hovedbanegård og Kalvebod Brygge udvikles i tre etaper, og hele området forventes at være færdigudviklet i 2027

•    Første etape omfatter Danske Banks domicil, der forventes at stå klar i 2023

•    Anden etape rummer kontorbygningen The Stamp, fire tårne (det højeste bliver 115 meter højt) med boliger og hotellejligheder samt terræn. Denne etape står klar i 2024

•    Tredje etape består af boliger, erhverv og almene boliger, og står klar i 2027

•    Postbyens pladser bliver på størrelse med flere velkendte pladser i København, for eksempel Amager Torv, Sankt Hans Torv og Torvehallerne

•    Se mere på www.postbyen.dk