Polsk-dansk platform for samhandel

30. august 2012   |   Polsk-dansk Handelskammer  |  Flere pressemeddelelser

Et nyt handelskammer har set dagens lys, og polske og danske erhvervsfolk deltog onsdag den 29. august i en meget velbesøgt åbningskonference på Hotel Crowne Plaza i København

Handelskammerets bestyrelsesformand, direktør Jens-Chr. Møller, BIC Gruppen i Herning, fortalte ved konferencens åbning, at handelskammerets vision er at øge forretning og netværk på tværs af grænserne mellem Polen og Danmark for at styrke vækst, velfærd og gensidig forståelse mellem de to lande og deres borgere.
- Der er helt åbenlyst brug for en stærk platform for det polsk-danske forretningsnetværk, og her ligger dannelsen af et handelskammer lige for, konkluderede han, inden Polens ambassadør i Danmark Rafał Wiśniewski fik ordet.
Han bekræftede i sin hilsningstale, at der i høj grad er brug for det nye handelskammer:
- De sidste 30 år er samhandelen vokset med i gennemsnit 10 procent om året, og behovet for handelskammeret træder måske tydeligst frem, når man ser på de direkte danske investeringer i Polen, der er femdoblet siden årtusindskiftet. For at fortsætte og udvikle dette samarbejde yderligere, er der i høj grad behov for, at vi lærer mere af og om hinanden.

Europas økonomiske duks
Samhandelen mellem Danmark og Polen er vokset og vokset. Tidligere var samhandelen yderst begrænset på grund af Polens tilhørsforhold til østblokken og Warszawa-pagten, og i de første år efter det kommunistiske styres fald led landet under voldsomme økonomiske udfordringer, ikke mindst en galopperende inflation, der toppede i 1990 med ikke mindre end 1395%.
Siden er det kun gået en vej for Polens økonomi: Fremad. Polen er i dag medlem af EU, NATO, OECD og WTO, og må nu betegnes som intet mindre end Europas økonomiske duks. Mens andre europæiske lande kæmper med recession, har Polen gennem mere end 20 år kun oplevet økonomisk vækst. BNP voksede således i 2011 med 4,3 %, og det på Europas 6. største marked med 38 mio. indbyggere.

Samhandel betyder bedre relationer mellem landene
Ikke mindst på den baggrund var der stor interesse omkring den polske viceøkonomiminister Andrezj Dychas indlæg på konferencen. Han fremhævede, at Polen er et attraktivt marked for udenlandske erhvervsfolk, herunder især de danske, som hører til i Top 10 over de lande, der investerer i Polen.
- Og det er en meget glædelig udvikling, for når alt kommer til alt, betyder mere samhandel mellem Polen og Danmark, at vi får bedre og bedre relationer landene imellem.

Samarbejde går begge veje
Den danske regering var ved konferencen repræsenteret ved handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, og hun lagde i sin tale vægt på, at fordelene ved et tættere samarbejde mellem Polens og Danmarks erhvervsliv naturligvis går begge veje.
- F.eks. er vi i Danmark hurtige til at fremhæve polske arbejdere på de danske byggepladser, når talen falder på byggebranchen, men faktisk er Polen med sin voldsomme vækst også særdeles interessant for danske virksomheder, der som bekendt har meget at byde på inden for f.eks. energi- og miljøoptimering af nybyggeri, påpegede hun.
- Omvendt vil Danmark også være interessant for polakker at investere i. De vil især bemærke, at Danmark i en række anerkendte, internationale magasiner er fremhævet som Europas mest attraktive land at investere i. Man nævner i den forbindelse især vores stabile økonomi og arbejdsmarked, vores ledende position på miljø- og energiområdet... samt ikke mindst at Danmark rent faktisk har en af Europas absolut laveste selskabsskatter.

Polsk-dansk samarbejde i det virkelige liv

Eftermiddagen bød derudover blandt andet på en række spændende oplæg fra danske virksomheder med succes i det polsk-danske erhvervssamarbejde.
Nordeas chef for Nordiske Erhvervskunde-aktiviteter i Polen og Baltikum, Egil Rindorf, gav i et særdeles underholdende indlæg sit syn på Polen fra en bankdirektørs perspektiv og pointerede, at den verdensomspændende krise stiller ekstra store krav til de projekter, bankerne ender med at finansiere:
- Det er bestemt heller ikke altid let at få finansieringen på plads i Polen, men lige nu er det så afgjort det bedste erhvervs- og investeringsland i Europa - og for skandinaver har Polen den store fordel, at meget fungerer på samme måde, som vi kender det hjemmefra.
Det blev fulgt op af international driftsdirektør i NETTO International, Bent Holm, der fortalte historien om NETTO's ekspansion i Polen, mens adm. direktørWojciech Faszczewski, Coloplast Shared Services, fortalte om de overvejelser, der ligger bag beslutningen om at placere Coloplasts center for alle finansielle operationer i Szczecin.
I sin opsummering af eftermiddagen understregede Jens-Chr. Møller, at handelskammeret er en demokratisk forening med det langsigtede formål at øge forretningsrelationerne og samhandlen mellem de to lande.
- Vi vil gerne være det sted, man henvender sig, hvis man vil have objektiv information om forretningsrelationer mellem Polen og Danmark, sagde han og gjorde samtidig opmærksom på, at handelskammeret har kontorer tilknyttet både den polske ambassade i København og hans egen virksomhed BIC i Herning.
Konferencen afsluttedes på den polske ambassade med en reception og buffet for deltagerne.

====


Billedtekster:


1. Konferencen havde deltagelse fra både den danske og den polske regering: Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr og viceøkonomiminister Andrezj Dycha.

2. Konferencen på Hotel Crowne Plaza havde samlet over 100 polske og danske erhvervsfolk.

3. Handelskammerets bestyrelsesformand Jens-Chr. Møller og den polske ambassadør i Danmark Rafał Wiśniewski, fejrede ved den efterfølgende reception på den polske ambassade, at konferencen var et vigtig skridt på vejen mod at styrke vækst, velfærd og gensidig forståelse mellem de to lande og deres borgere.

Kontaktperson:

Jens-Chr. Møller

+45 21772510

jcm@bic-electric.com

Afsender:

Polsk-dansk Handelskammer

Birk Center Park 40
7400 Herning

+45 21772510

pdcc@pdcc.dk

http://www.pdcc.dk