Patientforeningen Lungekræft uddeler gavekort for 51.000 kroner

06. november 2013   |   Patientforeningen Lungekræft  |  Flere pressemeddelelser

Nu kan lungekræftramte familier søge om gavekort til en række gode oplevelser, der kan være en hjælp i en svær tid. Patientforeningen Lungekræft har med kampagnen ”Vi elsker dine lunger – pas godt på dem” indsamlet hele 51.000 kr., som nu skal komme lungekræftramte familier til gode.

- Lungekræft rammer hele familien, og derfor vil vi i Patientforeningen Lungekræft gerne gøre noget for at hjælpe de familier, der har sygdommen tæt inde på livet. Kampagnen ”Vi elsker dine lunger – pas godt på dem” har indsamlet 51.000 kr., som vi nu uddeler til lungekræftramte familier i form af gavekort til gode oplevelser, der kan være en hjælp i en svær tid, fortæller Alice Skjold Braae, formand for Patientforeningen Lungekræft og lungekræftoverlever.


Balloner, skrabelodder og merchandise mod lungekræft
Pengene har foreningen rejst, da de i samarbejde med lokale lungekræftlæger og sygeplejersker besøgte Roskilde, Odense og Aarhus i august og september for at sætte fokus på lungekræft og symptomer på sygdommen. Her kunne forbipasserende bl.a. sætte fokus på lungekræft ved at sende en ballon med et personligt budskab til vejrs, og for hver opsendt ballon har medicinalfirmaet Roche doneret 50 kr. Der blev i alt opsendt 600 balloner i de tre byer, hvilket gav 30.000 kr. til den gode sag. Derudover har Patientforeningen Lungekræft indsamlet 21.000 kr. ved at sælge skrabelodder med præmier fra en række lokale sponsorer samt merchandise med kampagnens logo.

Ansøg inden 15. december
Der kan ansøges om gavekort til Tivoli, Legoland, Lalandia, Zoo, biografbilletter, Den Blå Planet og meget mere. Ansøgningsfristen er den 15. december 2013. Læs mere på www.lungekraeft.com.


Kampagnen ”Vi elsker dine lunger – pas godt på dem” har fået økonomisk støtte af Roche, Pfizer, Pierre Fabre, Boehringer Ingelheim, MED Skilteteknik ApS samt Lsh-Biotech ApS. Læs mere på www.vielskerdinelunger.dk

For yderligere information, kontakt venligst:
Alice Skjold Braae, formand for Patientforeningen Lungekræft, telefon 4016 2335

Foto: Vedhæftet er foto fra opsendelse af balloner mod lungekræft samt foto af Alice Skjold Braae.

Forslag til billedtekster:
- Patientforeningen Lungekræft har besøgt Roskilde, Aarhus og Odense og indsamlet 51.000 kr., der nu uddeles som gavekort til lungekræftramte familier (Foto: Mew)


- Lungekræft rammer hele familien, og derfor vil vi gerne  hjælpe de familer, der har sygdommen tæt inde på livet, fortæller Alice Skjold Braae, formand for Patientforeningen Lungekræft.  (Foto: Mew)