På vej mod Fyrværkeri-DM

03. juli 2008   |   Ildfestregattaen v. PS/Peter Lodahl  |  Flere pressemeddelelser

Vinderne af de tre indledende runder af Fyrværkeri-DM 2008 skal i semifinalen, der holdes i Ringkøbing torsdag den 17. juli, kæmpe om de to pladser, der giver adgang til den storslåede finale, der, som traditionen byder, foregår ved Ildfestregattaen I Silkeborg, hvor fyrværkerierne overværes af hundredetusinder af tilskuere.

På vej mod Fyrværkeri-DM

Semifinale i Ringkøbing finder de to fyrværkere, der skal udfordre den regerende mester ved Ildfestregattaen i Silkeborg

Forud for afgørelsen på Danmarksmesterskabet i Fyrværkeri dyster landets bedste fyrværkere om at blive blandt de tre, der skal vise, hvad de virkelig evner, når omgivelser og forudsætninger er helt perfekte ved den traditionsrige Ildfestregatta i Silkeborg, hvor hundredetusinder af gæster overværer, hvordan fyrværkeriet spiller mod nattehimmel og spejlingerne i de blanke Silkeborgsøer.

Ved de indledende runder i Aabenraa, Skanderborg og Hirtshals løb Fyrværkerigården Vejle, Dansk Pyro Art i Holmegaard og Odense Fyrværkeri med sejren. Ved semifinalen, der holdes torsdag den 17. juli i Ringkøbing, afgøres det hvilke to af de tre, som sammen med den forsvarende mester, H. C. Andersen Fyrværkeri Århus, kommer i finalen og får lov til at præsentere deres fyrværkeri ved Ildfestregattaen, der holdes i Silkeborg 13.-16. august.

Hver deltager får lov at fyre 75.000 kroner af til glæde for publikum. Der er ingen andre krav, end at sikkerhedsreglerne skal overholdes nøje, og så er det ellers op til en dommerkomité bestående af 15-20 personer at kåre vinderne. Det er den komité som suverænt afgør, hvilket festfyrværkeri, der gør sig bedst i de smukke, midtjyske omgivelser. Komiteen bliver sammensat, så der er balance i fordelingen mellem køn, alder osv., og man sikrer sig naturligvis, at komiteens medlemmer ikke på nogen måde har forbindelser til de fyrværkere og virksomheder, der deltager i konkurrencen.

Nye muligheder
Fyrværkeri-DM byder i 2008-finalen på endnu større muligheder og udfordringer for deltagerne, idet affyringen af fyrværkerierne ikke som hidtil sker fra Papirfabrikken ved Havnen, men fra pontoner fastgjort til bøjer i Silkeborg Langsø.

Flytningen sker blandt andet med henvisning til de skærpede sikkerhedskrav til fyrværkerihåndteringen, men også fordi der mangler plads på havneområdet til de langt over 100.000 mennesker, der lørdag aftenmøder frem for at beundre fyrværkeriet.

Samtidig giver affyringen fra søens midte mange nye muligheder for fyrværkerne. Først og fremmest kan man nu benytte langt kraftigere fyrværkeri, så raketterne kan sendes endnu højere til himmels og dermed ses i stort set hele Silkeborg-området. Samtidig får fyrværkerne langt større muligheder for at lade lysorgiet spille sammen med vandspejlet, den storslåede natur og musikken, der ledsager fyrværkeriet ved Silkeborg Langsø.

Verdensklasse
- Det vil give et fantastisk panorama for alle tilskuerne. Populært sagt vil det svare til at gå fra et 19 tommers gammeldags fjernsyn til en mega-fladskærm. Det betyder, at arrangementet bevæger sig helt op i den absolutte verdensklasse, fremhæver Preben Lerche, der har det organisatoriske ansvar for afviklingen af Fyrværkeri-DM.

H. C. Andersen Fyrværkeri Århus skal i ilden to gange i løbet Ildfestregattaen, da virksomheden som regerende danmarksmester har vundet retten til at præsentere lørdagens gallafyrværkeri, betalt af Silkeborg Kommune.

Billedtekst:

Ildfestregattaen i Silkeborg samler hver gang over 100.000 tilskuere til lørdagens afsluttende festfyrværkeri. Sidst var i 2005, hvorfra disse billeder taget af Silkeborgfotograf Jesper Grønne stammer.

 

Kontaktperson:

Preben Lerche

40575420

lerches.auto@get2net.dk

Afsender:

Ildfestregattaen v. PS/Peter Lodahl

Torvet 9, 2.
8600 Sillkeborg

30273419

peter@ps-presse.dk

http://www.ildregatta.dk