Nyvalgt DSU-formand: Lav skatteforlig med Enhedslisten og drop Løkke

31. maj 2012   |   Danmarks Socialdemokratiske Ungdom  |  Flere pressemeddelelser

Den nyvalgte formand for DSU mener, at regeringen må søge forlig med Enhedslisten om den kommende skattereform, efter at de borgerlige har krævet nye, ufinansierede skattelettelser som pris for at være med i et forlig. DSU-formanden kritiserer samtidig, at lettelser i topskatten blandt andet skal finansieres ved at skære i overførselsindkomsterne.

Hvis de borgerlige ikke vil forhandle seriøst, må regeringen lave forlig med Enhedslisten. Sådan lyder udmeldingen fra Camilla Schwalbe, der i mandags afløste Peter Hummelgaard Thomsen som formand for DSU. Hun har allerede fra første dag kastet sig ind i debatten om den skattereform, regeringen i går præsenterede sit oplæg til.


”Siden 2004 har Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti uddelt ufinansierede skattelettelser for i alt 52 milliarder kroner. Det har betydet at Danmark nu i flere år har oplevet enorme statsunderskud, som er blevet finansieret gennem nedskæringer på dagpengene, efterlønnen og besparelser på uddannelse. Hvis de borgerlige insisterer på at fortsætte den kurs, må regeringen droppe Løkke og co. og lave forlig med Enhedslisten.”


DSU-formanden ser gode takter i det fremlagte forslag til skattereform, men fornemmer også, at formålet med forslaget er at indgå forlig med de borgerlige. Det er besparelserne på overførselsindkomsterne et tydeligt bevis på:


”Det er skævt at finansiere lettelser af topskat ved at skære ned på overførselsindkomsterne. Ved at regulere overførsler med prisudviklingen frem for lønudviklingen, øger man år for år uligheden mellem den arbejdsløse dansker og den beskæftigede dansker. Efter ti år med VKO er det ikke mere ulighed Danmark har brug for. En mulig finansieringskilde kunne i stedet være at indføre en progressiv arvebeskatning, sådan som også Enhedslisten har foreslået.”


Camilla Schwalbe henviser til beregninger fra AE-Rådet, som viser at en arveafgift på 30 % af arv over 750.000 kroner vil give indtægter på mellem 2 og 3 milliarder kroner.


Den nyvalgte DSU-formand Camilla Schwalbe er 26 år, har været medlem af DSU siden 2001. De sidste seks år har hun siddet i organisationens forretningsudvalg. Hun er født og opvokset i Tårnby på Amager, hvor hun også siden 2010 har siddet i kommunalbestyrelsen. Ved siden af sit politiske engagement læser hun til socialrådgiver på Den Sociale Højskole i København.
For yderligere information, kontakt DSU-formand Camilla Schwalbe på 61 35 51 96.

Kontaktperson:

Camilla Schwalbe

61355196

cs@dsu.net

Afsender:

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Danasvej 7
1910 Frederiksberg C

http://dsu.net