Nye kunstværker til Hanstholms byrum

29. juni 2020   |   Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm  |  Flere pressemeddelelser

Billedkunstneren Marianne Jørgensen skaber poesi hvor vi færdes med to kunstværker i Hanstholms byrum. Åbning søndag d.5.juli. kl 1400 I Hanstholm er billedkunstneren Marianne Jørgensen blevet en del af det samarbejde som Hanstholm Art Space har indledt med både Hanstholm Havn og Naturstyrelsen, omkring udendørs værker. Ved at skabe værker i det offentlige rum kan kunsten møde alle typer borgere, også dem der ikke normalt besøger kunstudstillinger.

Med to store udendørs værker til Hanstholm ønsker Marianne Jørgensen at skabe en dialog med stedet. En poetisk dialog hvor ordet SKY pludselig er en del af den travle industrihavns landskab, som en daglig erindring om at vi befinder os under den store himmel i det store landskab i Thy, og at det er tilladt at tænke opad og drømme. Samtidig har værket en praktisk funktion idet man kan sidde på det og nyde havnestemningen. Værket placeres lige overfor Spar og Færgegrillen. Herfra går der trapper op ad skrænten til udsigtspladsen ved Hanstholm Madbar, hvor det andet værk er placeret. Her møder man et trætårn som er indvendigt beklædt med mos. Inde i tårnet kan man se op gennem en mostunnel mod himlen. Tilsammen forbinder de to værker havn og by, samt jorden og himlen, og de skaber en dialog, som kan lede vores tanker hen på landskabet og naturens store rum.

For Hanstholms Borgere betyder dette en forskønnelse og oplevelse i dagligdagen. Solvej Madsen fra Spar i Hanstholm udtaler: Her i Spar er vi rigtig glade for den nye aktivitet vi får på havnen. Vi trænger i den grad til noget forskønnelse af Kai Lindbergs gade, og noget for gæsterne at se på. Det er en god ide at knytte havn og by sammen med kunst, giver gæster en helheds indtryk af Hanstholm. Vi hilser det nye kunstværk velkommen, og glæder os til den aktivitet det vil give.”

Om samarbejdet med Hanstholm Art Space udtaler Hanstholm Havns direktør Niels Clemensen:  ”Hanstholm Havn har indgået et samarbejde med Hanstholm Art Space, som sætter fokus på at benytte havnen som rum for inspiration og installation af værker under projektets toårige program. Som et fremtrædende byrum er havnen på mange måder synonym med Hanstholm og derfor et oplagt ’space’ for kunstprogrammet, da Hanstholm Art Space netop ønsker at involvere sig i det lokale miljø og i Hanstholm som lokalitet. Hanstholm Havn finder det derfor meningsfuldt at bidrage til denne fortælling, da havnen spiller en stor rolle for det lokale liv og samtidig huser et miljø, der kan fungere som en inspirerende kontrast for kunsten, midt imellem by og storslået natur. På samme måde kan udstilling af værker bidrage med en spændende kontrast til det rå havnemiljø, som tilfører en ny dimension til oplevelsen af havnen. ”

Marianne Jørgensen er en markant dansk samtidskunstner. Hun har især gjort sig bemærket med sine store udendørs værker som ofte skabes i naturmaterialer og interaktioner med landskab og steder. Hun er primus motor i kunstprojektet Skulpturlandsby Selde i Salling, og har solid erfaring med at skabe kunst nye steder, og afprøve nye formater, og skabe kunstneriske fællesskaber omkring sine projekter.

Om Hanstholm Art Space:

I perioden 2019-2020 vises en række udstillinger med nordatlantisk samtidskunst under projektet Hanstholm Art Space. Programmet er igangsat af Det Nordatlantiske Fyr og foregår både på fyrkomplekset samt rundtomkring i både Hanstholm og det øvrige Nordjylland. Utallige frivillige borgere deltager undervejs både i værkernes tilblivelse, som udstillingsvagter og aktive omkring workshops mm.

Fakta:

To udendørs værker under den samlede titel Into the SKY åbner søndag d.5.juli kl 1400 på havnen på pladsen overfor Spar og Færgegrillen. Værket på havnen er permanent, mens værket ved Hanstholm Madbar er midlertidigt. På Det Nordatlantiske Fyr åbner samtidig en udstilling med Marianne Jørgensen som varer fra d.6.juli til d. 16.august 2020. Udstillingens åbningstid er: 10-17 hver dag.  

Ferniseringen starter ved værket på havnen overfor Spar, hvorfra vi vandrer op til det næste værk og slutter af på Det Nordatlantiske Fyr.

Hanstholm Art Space er støttet af følgende fonde: Statens Kunstfond, Nordea fonden, Den Jyske Kunstfond, Region Nords kulturfond, KulturKANten, Spar Nord fonden. 

Kontakt: Kurator Signe Højmark. 24620848. signe@hanstholmfyr.dk