Ny formand venter fremgang på Kloakmessen 2018
16. maj 2017 | MESSE C Fredericia | Flere pressemeddelelser
Optimismen før den tredje udgave af Kloakmessen i Fredericia er stor hos brancheforeningens nye formand, Tom Lisberg Ewers
For knap en måned siden blev 55-årige Tom Lisberg Ewers fra Sydkystens Brolægning & Kloak valgt som ny formand for Danske Kloakmestre. Brancheforeningen har 455 medlemsvirksomheder landet over.
Men selv om der er ny mand ved roret, bliver kursen for Kloakmessen i januar 2018 ikke ændret, fastslår Tom Lisbjerg Ewers.
- Messen bliver rost i høje toner af vores medlemmer, leverandører og hele branchen, så vi skal ”bare” koncentrere os om at holde det høje niveau fra sidste gang, understreger formanden.
Kloakmessen i MESSE C Fredericia afholdes hvert andet år, og 2016-udgaven blev besøgt af hele 2.855 fagfolk. Så det er ikke urealistisk, at 2018-udgaven passerer de 3.000 besøgende, mener Tom Lisberg Ewers:
- De to gange, vi har afholdt Kloakmessen i Fredericia, har både udstillere og besøgende haft et fantastisk udbytte af dagene. Det rygtes jo lynhurtigt i en branche som vores, så interessen for at deltage næste år er stor. Vi kan også aflæse det på, at der allerede er masser af udstiller-reservationer, selv om der er otte måneder, til det går løs, fortæller formanden.
DM i Kloak
Igen i 2018 er Kloakmessen vært for Danmarksmesterskaberne i kloakarbejde. Konkurrencen omfatter elever, rørlæggere og mestre, og der ventes stor tilstrømning til kampen om de prestigefulde DM i Kloak-titler.
Kloakmessen finder sted den 25.-26. januar 2018 i MESSE C Fredericia. Se evt. mere på www.kloakmessen.dk.
BILLEDTEKST: Der er optimisme forud for Kloakmessen i Fredericia hos Tom Lisberg Ewers, ny formand for Danske Kloakmestre. (Foto: Danske Kloakmestre).