Ny Nordisk Øl tildelt Den danske Ølpris 2014 på Ølfestival 2014.

23. maj 2014   |   Danske Ølentusiaster  |  Flere pressemeddelelser

Hvert år uddeles Den danske Ølpris til en person, organisation eller virksomhed, der har gjort en stor og engageret indsats for at vise mangfoldigheden og spændvidden i øllets verden.

I år gik prisen til Ny Nordisk Øl, som hverken er en person, en organisation eller en virksomhed, men derimod en manifestation. I det mindste er udgangspunktet for Ny Nordisk Øl et Manifest, udsendt af Anders Kissmeyer, Per Kølster og Christian Andersen for præcist et år siden. Alle tre havde allerede før dette manifesteret sig som væsentlige fortalere for det gode øl, for de to førstes vedkommende også gennem praktisk brygning.

I deres fælles Manifest fastlægger de tre initiativtagere rammerne for skabelsen af Ny Nordisk Øl, og inden for disse rammer vil landmændene, der dyrker råvarerne, forskerne som forsker i plantesorter og smag, planteforædlerne, malterierne, bryggerierne og slutbrugerne – forbrugerne - kunne give hver deres bidrag.

Inspireret af bl.a. det Nye Nordiske Køkken, som – med den verdensberømte Restaurant NOMA i front - har defineret nye måder at forstå Nordens råvarer på, er Ny Nordisk Øl klar til at drage nytte af de skatte af velsmag, som gemmer sig i det nordiske terroir – landskabets unikke smagsaftryk på råvarerne – også i øllets verden.

Visionen om en Ny Nordisk Øl i verdensklasse, med et umiskendeligt udgangspunkt i nordisk terroir, er meget prisværdig. Så prisværdig at Danske Ølentusiaster ikke alene har valgt at gøre Ny Nordisk Øl til emnet for en konkurrence blandt bryggerier på Ølfestival 2014, men også har valgt at tildele Ny Nordisk Øl Den danske Ølpris 2014.

Den danske Ølpris 2014 blev uddelt fredag d. 23. maj kl.18.00


Yderligere oplysninger ved henvendelse Danske Ølentusiasters

Landsformand
Anne Lise Knørr, anne.lise.knoerr@ale.dk tlf. 24 64 40 79 eller

Pressekontakt
Anne-Mette Meyer Pedersen anne-mette.meyer@ale.dk tlf. 61 30 17 62