Ninjabaner og druknealarm på SportsFair i Fredericia

26. januar 2017   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Danmarks største messe for sports- og fritidsfaciliteter løber af stablen den 15.-16. marts i MESSE C Fredericia

Den 15. og 16. marts går det løs med SportsFair 2017 – fagmessen for sports- og fritidsfaciliteter i Danmark.
Messen arrangeres af MESSE C Fredericia i samarbejde med Dansk Svømmebadsteknisk Forening og Danske Sportsfaciliteters Brancheforening.
SportsFair rummer produkter, løsninger og services til svømmebade, wellnesscentre, stadions, arenaer, atletikanlæg, sportshaller, is- og skøjtebaner og også grønne faciliteter som fodbold- og golfbaner.

Blandt de deltagende udstillere kan man møde Virklund Sport. Silkeborg-virksomheden præsenterer blandt andet ”Ninjabanen”, som kan forvandle kedelige gangarealer på skoler og i haller til aktivitetszoner, der indbyder til bevægelse. Det prisvindende koncept er inspireret af tv-programmet Ninja Warrior, hvor der konkurreres i at gennemføre en krævende forhindringsbane.
Virklund Sport beretter også om deres arbejde med den nye Frederiksbjerg Skole i Aarhus. Skolen tager udgangspunkt i folkeskolereformens krav om mere idræt og bevægelse i skoletiden og byder på 40 bevægelsesstationer fordelt på gange og i fællesrum.

Knap så iøjnefaldende, men ikke desto mindre med en vigtig funktion, er en nyhed fra HOPE A/S i Ballerup. De har udviklet Green Drain, en selvrensende verdensnyhed, der forhindrer kloaklugt.
Green Drain er en nyskabende, vandfri afløbsmembran, der lader vandet få frit gennemløb. Den er nem at installere, stopper ikke til og forhindrer de hidtil kendte lugtgener fra kloakken i at opstå.

Flisemontering og druknealarm
For det våde element er der også mange spændende udstillere på SportsFair.
Kolding-virksomheden Alfix A/S kan eksempelvis berette om et travlt 2016:
- Vi har for nyligt leveret opretningspuds, fliseklæber og fugemasse til Aarhus Svømmestadion, hvor Alfix løsningerne er implementeret i et imponerende 50 meter bassin. Det kan også nævnes, at vi i øjeblikket leverer vores byggetekniske rådgivning og produkter til Ishøj svømmehal, hvor der udføres et 50 meter bassin, børnebassin, varmtvandsbassin og morskabsbassin, siger Carsten Schultz, teknisk leder i Alfix.

På sikkerhedsfronten er der blandt andet nyt fra norske Davo A/S, som står bag SwimEye-systemet.
Davo har netop introduceret en nyudvikling af SwimEye, som med det nye ”Object Detection System” er endnu hurtigere og sikrere i at alarmere ved mulige druknesituationer.
Der vil være live demonstration af SwimEye i løbet af messen, oplyser det norske firma.

SportsFair 2017 rummer naturligvis også en række demonstrationer og foredrag af anerkendte navne i branchen. Se evt. mere på www.sportsfair.dk.
 

Kontaktperson:

Projektleder Hanne Iversen

75922566

hi@messec.dk

Afsender:

Projektleder Hanne Iversen

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk