Nedtællingen er startet til Et Godt Fund

23. september 2016   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Der er gratis entré, når MESSE C Fredericia lørdag den 1. oktober har premiere på ”Et Godt Fund”

Et stort areal med professionelle og private stande, scene, vurderingsområde samt café står klar, når MESSE C næste lørdag åbner dørene til ”Et Godt Fund” – et univers fyldt med brugte luksus fund, antik-, vintage- og retroguld og designklassikere.

Der er gratis parkering og fri entré til begivenheden, som endda også byder på lækre, gratis magasiner til alle. Takket være et mediesamarbejde med Aller Media A/S er udgaver af ”Antik & Auktion” samt ”Retro” til fri disposition ved indgangen.

De mange stande i den private og professionelle zone byder på retroguld, møbler, vintagetøj, tasker, lamper, smykker, sko, B & O-klassikere, skilte, keramik og meget andet.

Blandt de spændende indslag på scenen er et foredrag med Pia Storm, populær vintageblogger og arrangør af messen København Vintage. Under overskriften ”Nyt liv i gamle kjoler” fortæller Pia Storm om sin evige ”skattejagt” efter vintagekjoler, om hvorfor hun stoppede med at gå i bukser og hvordan man får mere magi i sin garderobe med vintage. Pia Storm – som man kan møde på stand D-3010 – debuterer i øvrigt som forfatter i foråret 2017 med en bog om vintage, udgivet af Gyldendal.

Oplev eller genoplev også 1970’ernes flippede og farverige univers, når Retroworld stiller op med deres store lyslilla LOVE bus. Sæt dig ind i tidskapslen og ”tag en slapper”, mens du nyder et øjeblik med peace, love and harmony.

Centralt i udstillingsområdet kan man møde Lauritz.com, hvis to garvede eksperter Flemming Have Poulsen og Stina Tingkær står klar til at vurdere de besøgendes arvestykker og effekter inden for kunst, smykker og sølvtøj, ure, keramik og porcelæn, antikt legetøj, møbler, lamper med videre.

Der er naturligvis også mulighed for at hygge med en kop kaffe, kage, smørrebrød, vand/øl samt pølser fra den mobile pølsevogn, mens dagens køb og gode fund studeres.

Et Godt Fund finder sted lørdag den 1. oktober i MESSE C Fredericia. Åbningstid er fra klokken 10 til 17. Se evt. mere på www.etgodtfund.dk