LAUGENES OPVISNING 2. november 2021 - Pressemeddelelse

28. oktober 2021   |   Laugenes Opvisning v/Skrædderlauget  |  Flere pressemeddelelser

Med udgangspunkt i fortiden skaber vi fremtiden Laugenes Opvisning fylder igen de smukke sale og saloner i Moltkes Palæ med unikke ’one of a kind’ kreationer fra den faglærte buntmager, skrædder, guldsmed, sadelmager og handskemager. H.K.H. Prinsesse Benedikte er æresgæst, når nogle af Danmarks dygtigste håndværkere viser deres kreationer frem på catwalken i de smukke sale og saloner i Moltkes Palæ.

I skyggen af Coronapandemien har der været tid til at reflektere.

De lange perioder med nedlukning har været en udfordring for laugenes forskellige håndværksfag, men ser man tilbage på tidligere tiders kriser, har de netop vist at det er her, vi ser frøene til fremtidens næste store og nytænkende tiltag.

Pandemien har give verden tid – tid til at tænke, tid til at søge tilbage i tiden. Hvordan bruger vi vores tid, hvad har vi sat af aftryk?

”Måske ligger der noget i ikke altid at jage det sidste nye, og derfor har vi bedt alle deltagere om at tage udgangspunkt i fortiden. Det kan være gamle teknikker, materialer, farveholdning, snit eller måder at forme på – og på baggrund af det, skabe noget nutidigt der peger ind i fremtiden,” fortæller oldermand Johnny Alexander Wichmann, der er initiativtager til Laugenes Opvisning.

Det er ikke sikkert, at fortiden vil kunne ses direkte på podiet, for det kan ligge i forarbejdningsprocessen. Men der er rig mulighed for efter opvisningen at gå i dialog med skaberne, det foregår i Moltkes Palæs smukke saloner.

 Tilbage i Moltkes Palæ

Efter en pause på et år på grund af Corona, er Skrædderlauget, Kjøbenhavns Guldsmedelaug og Håndværkerforeningen København glade for, at man for 11. gang kan invitere til en eftermiddag i perfektionismens tegn.

Det sker ved Laugenes Opvisning den 2. november hvor man får en unik mulighed for at komme tæt på et fornemt udvalg af dansk beklædningshåndværk og smykkekunst.

Alle deltagerne er små lokale håndværksvirksomheder, med en enkelt eller få ansatte, der selv designer, former og producerer deres kreationer. Ved Laugenes Opvisning vil deltagerne - buntmagere, skræddere, guldsmede, sadelmagere og en handskemager – vise det de er bedst til: individuelt designet, tilskåret, tilrettet og syet tøj, pelsværk, handsker, bælter, tasker og håndlavede smykker.

Etablerede håndværkere og unge under uddannelse side om side

Som noget særligt inviterer de etablerede håndværkerne en række unge spirende talenter under uddannelse med på catwalken. Det glæder Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen.

”Det unikke ved Laugenes Opvisning er, at etablerede håndværkere præsenterer deres arbejde side om side med unge spirende talenter under uddannelse. Derfor er opvisningen for alvor med til at sætte fokus på håndværket som en reel uddannelsesvej, og forhåbentlig kan det inspirere flere unge til at følge deres uddannelsesdrømme, selvom det ikke altid er den nemme løsning.”

Det er Skrædderlauget, Kjøbenhavns Guldsmedelaug og Håndværkerforeningen København, der sammen står bag Laugenes Opvisning.

Praktisk

Laugenes Opvisning foregår den 2. november 2021 i Moltkes Palæ, Dr. Tværgade 2, 1302 København K.
Der er to opvisninger: kl. 15.30 og kl. 18.00.

Det er 11. gang opvisningen løber af stablen, og som vanligt overværer opvisningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte opvisningen kl. 18.00.

Yderligere info og tilmelding til opvisningen

Det er muligt for pressen at få adgang til opvisningen. Tilmelding skal ske til jakob@hfk.dk senest mandag den 1. november kl. 16.00.

Ønsker du yderligere information om opvisningen er du velkommen til at kontakte
Johnny Alexander Wichmann på tlf. 50 92 10 35.

Du kan se en liste over deltagende håndværkere på laugenesopvisning.dk/deltagerliste 

Pressefotos

Det er muligt for pressen at få tilsendt officielle pressefotos fra onsdag den 3. november 2021. Send en mail til Jakob Bo Andersen på jakob@hfk.dk

 


Kontaktperson:

Johnny Alexander Wicmann

50921035

jaw@laugenesopvisning.dk

Afsender:

Laugenes Opvisning v/Skrædderlauget

Islands Brygge 26
2300 Kopenhagen S

50921035

jaw@laugenesopvisning.dk

https://www.laugenesopvisning.dk/