Kært øl har mange navne

15. januar 2016   |   Danske Ølentusiaster  |  Flere pressemeddelelser

2015 blev endnu et rekordår for danske bryggerier. I alt 137 bryggerier sendte tilsammen 1222 nye øl på markedet, og nu går de knapt 9000 medlemmer af Danske Ølentusiaster i gang med at kåre Årets Danske Ølnyhed 2015.

Der er så meget fart på den danske ølrevolution, at 216 af de nye øl i 2015 kom fra 26 bryggerier, som ikke eksisterede i 2014.

Det er dog ikke blot i brygge- og gærtankene, det syder og bobler. Det gør det tilsyneladende også i bryggernes hoveder, når de skal hitte på navne til deres nye bryg.

Det er de nødt til, for til forskel fra købstædernes bryggergårde, som mestendels solgte deres bryg til lokalbefolkningen, har de fleste af nutidens bryggerier hele landet og ofte også udlandet som markedsplads og bliver nødt til at finde på navne, som skiller sig ud fra konkurrenternes navne på øl.

Det er en af grundene til, at listen over de nye øl myldrer med fantasifulde navne. De giver ikke altid indtryk af, hvad der venter under kapslen – som f.eks. Humlelands Villa, Volvo & Vovse og Mågen Letter eller Amager Bryghus’ Yoda’s Full Brazilian og Galloping Into The Autistic Sunset.

Som brygger Michael Alhof fra Humleland i Risskov ved Aarhus siger:

”Det er svært at finde på nye navne, der fortæller om, hvad det er for en øltype, eller hvad der er i den. Navnet skal i hvert fald helst give associationer, der passer til øllet, men jeg medgiver, at det nok ikke er alle, der får de samme associationer. Navnet Villa, Volvo & Vovse kom af, at vi brugte willamette-humle til den. Mågen Letter er fra en serie, som vi bryggede sammen med et familiemedlem, der havde købt en stor porcelænsmåge i New Zealand.”

Amager Bryghus søger bevidst at skille sig ud med navne, der appellerer til kundens humor og nysgerrighed.

”Kan man få et lille smil frem på læben hos kunden, så er man allerede kommet langt. Når jeg ser en øldrikker nævne i sin anmeldelse, at øllen blev købt primært for sit navn, eller i en ølbar ser en gæst stå og google et af vores navne, så ved jeg, at vi har ramt præcis, hvor vi ville,” siger bryggeriets kommunikationschef Henrik Papsø.

Danske Ølentusiasters lokalformand i Thisted, Kjeld Vang Lauritsen, har møjsommeligt registreret de nye øl til kandidatlisten for Danske Ølentusiaster, og han morer sig over nogle af navnene.

”Man kan måske indvende, at nogle af dem er svære at udtale, hvilket kan være et problem, når man står i baren og vil bestille én. Især, hvis det er så sent på aftenen, at man heller ikke er i stand til at pege præcist,” siger Kjeld Vang Lauritsen med et glimt i øjet.

Han har lagt alle de 1222 ølnyheder på Danske Ølentusiasters hjemmeside http://www.ale.dk/index.php?id=9862, fordelt på 556 øl med en alkoholprocent på under 6 og 662 øl med en alkoholprocent på 6 og derover.

Lige som ved de foregående års kåringer (dette er den 15. i rækken) bliver der altså kåret to Årets Danske Ølnyhed(er). Den 15. januar går medlemmerne i gang med at stemme i første runde, og de fem øl, der får flest stemmer i hver kategori, går videre til anden runde i februar. De endelige resultater offentliggøres på foreningens generalforsamling i Odense den 12. marts 2016.

Yderligere oplysninger

Kjeld Vang Lauritsen - kjeld.vang.lauritsen@ale.dk - tlf.: 40 42 21 91

Pressekontakt Christian Andersen - christian.andersen@ale.dk – tlf. 51 21 31 41

 

Kontaktperson:

Kjeld Vang Lauritsen

40 42 21 91

kjeld.vang.lauritsen@ale.dk

Afsender:

Danske Ølentusiaster

Kirkeskovvej 1
4660 Store Heddinge

45 82 34 00

sekretariat@ale.dk

http://ale.dk