Klar til hidtil største Kreative Dage

18. oktober 2017   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Nordens største kreative messe i Fredericia er udsolgt og sætter atter rekord

Pilen peger fortsat opad for Kreative Dage, som finder sted den 27.-29. oktober i MESSE C Fredericia.
Messen, der er den niende i rækken, kan melde alt udsolgt på udstillerside med et 18.000 kvadratmeter stort udstillingsareal og 252 stande. Det er det højeste antal til dato.

Om besøgstallet så også kan overgå de godt 21.000, der mødte op sidst, vil vise sig søndag aften den 29. oktober.

Butik Kastanja
Blandt de udstillere, som glæder sig til at møde de mange tusinde gæster, er Butik Kastanja fra Odense, som blandt andet gør det i patchwork, broderi og garn.
- Vi er med til mange messer i løbet af året, men den i Fredericia er vores absolut største og vigtigste. Vi bruger et par måneder på at forberede os optimalt til Kreative Dage, fortæller indehaver Lone Døi.

På standen vil en repræsentant fra ”Fru Zippe” fortælle om dette særlige broderikoncept, og en medarbejder fra Butik Kastanja vil vise linealer og andet nyt sytilbehør fra USA.

- Det skal ske noget på standen, og den skal være åben og indbydende. Vi lægger vægt på at invitere folk indenfor til en hyggelig snak eller demonstration, siger Lone Døi. Hun tilføjer, at den tilstundende jul bliver et dominerende tema på standen.

Gratis magasin
Ud over de mange spændende stande byder Kreative Dage igen i år på hele tre scener, hvor man blandt andre kan møde boligstylist Mette Helena Rasmussen, bageekspert Anne Mette Voss og tv-vært og smykkemager Cecilie Hother.

I øvrigt får alle besøgende et eksemplar af magasinet Kreativ Håndarbejde (værdi 70 kroner), hvor messens katalog og program er integreret, samt en shoppingbag til alle de kreative indkøb.

Åbningstider
Fredag og lørdag den 27.-28. oktober kl. 10-17, søndag den 29. oktober kl. 10-16.

Læs mere på www.kreativedage.dk, hvor billetter også kan bestilles til reduceret online-pris.

BILLEDTEKST: Kreative Dage i Fredericia er et festfyrværkeri af kreative værktøjer, materialer og idéer.

 

Kontaktperson:

Messechef Lars Søndergaard

75922566

ls@messec.dk

Afsender:

Messechef Lars Søndergaard

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk