Keramik med et ekstra lag

08. oktober 2021   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Arbejde med ler og keramik kan rumme forbløffende "sidegevinster", mener Cerama - en af de 240 udstillere på Kreative Dage, som åbner om tre uger


Nu er der kun tre uger til, at Nordens største kreative messe igen slår dørene op i Fredericia. Kreative Dage blev i 2019 besøgt af flere end 24.000 entusiaster. Og efter den ufrivillige corona-pause i 2020 kan de 240 udstillere og tusindvis af besøgende næsten ikke vente med at mødes til årets kreative fest i MESSE C.

Blandt de udstillere, der får gavn af gæsternes opsparede nysgerrighed og købelyst, er Cerama. Den familieejede virksomhed fra Hvidovre har siden 1975 været en førende specialforretning i Danmark (og Europa) indenfor keramik og glas.
Ifølge Cerama skaber arbejdet med ler og keramik oplevelser, samtaler og fællesskab for både voksne og børn - og så er det et godt terapeutisk værktøj for mennesker med forskellige funktionsnedsættelser.
Den vision uddyber Cerama på hele tre forskellige sceneindlæg messen igennem:

Keramik i skolen er nemmere end du tror
Cerama fortæller om, hvordan man kan bruge den berøringsmæssige (taktile) og sanselige oplevelse med ler til at skabe undervisning med plads til alle. Fordybelsen i noget materielt opleves meningsfuldt og øger evnen til at koncentrere sig - og oversættelsen af en ide til et fysisk produkt træner vores evne til kompleks problemløsning, fremgår det.
Det foregår fredag den 29. oktober klokken 10.30, Scene 1.

Hænder for livet – træning og terapi med ler
Cerama har udviklet en serie af træningskoncepter til mennesker med fysiske, mentale og kognitive udfordringer. Hør hvordan den sanselige og meningsskabende oplevelse med leret kan bruges som udgangspunkt for træning og terapi.
Lørdag den 30. oktober klokken 10.30, Scene 2.

Motorisk magi med ler på fingrene
Hjernen er populært sagt ligeglad med, om du har demens, en senhjerneskade eller om du er et skolebarn. Det handler om, at du støtter, aktiverer og udfordrer hjernen på det niveau, den er på. Når du arbejder med ler, træner du flere forskellige centre i din hjerne på samme tid. Cerama fortæller om dine muligheder med Hænder for livet, og Knud Rabølle Nielsen fortæller om undervisning af demente og sundhedsprofessionelle i Odense.
Søndag den 31. oktober klokken 10.30, Scene 4.

De tre spændende indlæg fra Cerama er blot en lille del af det største sceneprogram i Kreative Dages historie. Over de tre dage kan man opleve ikke færre end 92 forskellige inspirerende, oplysende og underholdende indlæg fordelt på fire scener.

På www.kreativedage.dk kan man se hele programmet, købe billetter online samt blandt andet også tjekke de nye, udvidede åbningstider, som nu hedder klokken 9-17 fredag/lørdag og 9-16 søndag.

BILLEDTEKST:
Den sidste weekend i oktober åbner Kreative Dage i Fredericia, som er Nordens største kreative messe. Her venter 240 udstillere og 92 sceneindlæg fordelt på fire scener. Hør for eksempel firmaet Cerama fortælle om, hvad arbejdet med ler og keramik kan gøre for blandt andet skolebørn og mennesker med forskellige funktionsnedsættelser.