Kender du symptomerne på lungekræft? Mød Patientforeningen Lungekræft på gågaden i Nykøbing

26. maj 2015   |   Patientforeningen Lungekræft  |  Flere pressemeddelelser

Få testet din lungefunktion, tal med sygeplejersker, tidligere lungekræftpatienter og pårørende hos Patientforeningen Lungekræft på gågaden i Nykøbing Falster, lørdag den 30. maj 2015 kl. 10-14.

”Lungekræft er den kræftsygdom, som dræber flest danskere – blandt andet fordi sygdommen ofte opdages for sent. Hver fjerde dansker kender ikke symptomerne på lungekræft. Derfor håber vi, at rigtig mange vil lægge vejen forbi vores stand og høre om, hvilke symptomer man skal være opmærksom på – for en tidlig diagnose redder liv”, siger Lisbeth Søbæk Hansen, formand for Patientforeningen Lungekræft. 

Få målt din lungefunktion

På standen kan man få målt sin lungefunktion og tale med en sygeplejerske om lungekræft og symptomer. Man kan også støtte foreningens arbejde ved at købe smukke smykker designet af den kendte smykkedesigner Marianne Dulong til både børn, kvinder og mænd.  Der vil desuden være mulighed for at købe skrabelodder og deltage i konkurrencen om mange flotte præmier doneret af lokale forretninger.

 

”Hvert år dør 3.676 danskere af lungekræft, og vi ser desværre fortsat at stort antal nye tilfælde hvert år. Vi håber derfor, at vi med vores tilstedeværelse kan være med til at oplyse befolkningen om årsag til lungekræft og hvilke symptomer, man skal være opmærksom på, så vi i fremtiden vil se færre tilfælde af denne frygtelige sygdom”, siger Lisbeth Søbæk Hansen.

Du finder Patientforeningen Lungekræft på Østergågade 2A, overfor BR, lørdag den 30. maj kl. 10-14.

 

Om Patientforeningen Lungekræft

Patientforeningen Lungekræft er en landsdækkende uafhængig forening for mennesker med lungekræft og deres pårørende, som samarbejder med Kræftens Bekæmpelse. Vi arbejder for at forbedre forholdene for lungekræftramte, bl.a. ved at tilbyde støtte og vejledning, holde temamøder og deltage i den offentlige debat. Læs mere på www.lungekraeft.com

 

Kontaktperson:

Lisbeth Søbæk Hansen

40 16 23 35

info@lungekraeft.com