Karen-Marie elsker den kreative fest i Fredericia

20. august 2015   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Karen-Marie Klip & Papir A/S i Gråsten sælger til en lang række lande og følges af tusinder verden over på YouTube. Et af firmaets vigtigste udstillingsvinduer er Kreative Dage i Fredericia, hvor sønderjyderne sætter alle sejl til

For Karen-Marie Klip & Papir A/S i Gråsten er det en årlig ”fest”, når MESSE C Fredericia i oktober byder indenfor til Kreative Dage – Danmarks største kreative messe.

- Det er noget, vi går og glæder os til og snakker om lang tid før, det går løs, og det samme gør vores kunder, fortæller indehaver Karen-Marie Fabricius.
Hun har igennem tre årtier skabt en blomstrende succes med salg af produkter og designs inden for papirklip, quilling*, scrapbooking, kortfremstilling med mere.

Den store butik i Gråsten er indrettet som en lille by med huse, gader, og en lille café, og der er også et lille papirmuseum tilknyttet. Fra webshoppen sælges varer til især Danmark og Tyskland, men også Frankrig, Sverige, Spanien etc. aftager de kreative produkter. Virksomhedens Youtube-kanal, hvor der er fyldt med små instruktions- og inspirationsvideoer, har flere end 11.000 abonnenter, og den mest populære video nærmer sig 400.000 afspilninger.

I Fredericia præsenterer sønderjyderne blandt andet Karen-Marie Fabricius og Hanne Olesens nye bog:  ”24 nisser & 117 ting”. Bogen giver inspiration til at skabe de sødeste 3D quilling nisser samt 117 forslag til miniature møbler, køkkenudstyr, madvarer, værktøjer og meget andet til nissernes ”dagligdag”.

- I planlægningen af udgivelsen lagde vi vægt på, at den skulle være færdig i god tid før Kreative Dage, for messen er en værdifuld platform til at introducere bogen. På Kreative Dage laver vi en workshop omkring bogen - et nisseværksted, hvor vi viser, hvordan vi skaber nisserne og de små effekter, og hvor folk også selv kan prøve kræfter med det, lyder det fra Karen-Marie Fabricius.

Karen-Marie Klip byder også på en anden spændende aktivitet for de fingernemme, nemlig daglige gratis kurser i flet med quilling-strimler.
- Det er en aktivitet, som flere og flere går op i. En af fordelene er, at børn fra seks år fint kan være med, så det er en god oplevelse for hele familien at deltage, siger Karen-Marie Fabricius.
Hun viser i øvrigt også to nye smarte quilling-hjælpeværktøjer, hun selv har udviklet, nemlig Helping Hand og Form Finger.

Kreative Dage i MESSE C Fredericia er Danmarks største hobby- og håndarbejdsmesse. Den finder sted den 23. til 25. oktober 2015 – se mere på www.kreativedage.dk.

(* Quilling:  At rulle farvede papirstrimler og lime dem sammen til motiver/figurer)

-- BILLEDTEKST: Karen-Marie Fabricius (th) og Hanne Olesen har skrevet bogen ”24 nisser & 117 ting”, som også bliver afsæt for en stor workshop på Kreative Dage i MESSE C Fredericia.

 

Kontaktperson:

Projektchef i MESSE C Lars Søndergaard

75922566

ls@messec.dk

Afsender:

Projektchef i MESSE C Lars Søndergaard

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk