Gert Nordingsgaard ny mand i spidsen for Palsgaard-koncernen

24. april 2007   |   Palsgaard Træ A/S  |  Flere pressemeddelelser

Gert Nordingsgaard afløser Mogens Bonfils som administrerende direktør for Palsgaard Træ, der er Danmarks største leverandør af præfabrikerede løsninger i træ til byggeriet.

Ny mand i spidsen for Palsgaard-koncernen

Gert Nordingsgaard afløser Mogens Bonfils som administrerende direktør for Danmarks største leverandør af præfabrikerede løsninger i træ til byggeriet

Palsgaard-koncernens 350 medarbejdere får et kendt ansigt som ny øverste chef den 1. maj 2007. Direktør Gert Nordingsgaard, 41 år, overtager posten som administrerende direktør efter Mogens Bonfils, og det sker helt efter planen.

Gert Nordingsgaard er uddannet bygningsingeniør og kom til Palsgaard Træ i 1988. Han er en meget dygtig fagmand, der igennem mange år som produktchef med ansvar for TræSpær og HQL-limtræ har haft stor betydning for udviklingen af virksomheden. Han blev for to år siden udnævnt til direktør og indtrådte samtidig i direktionen.

Naturligt valg

- Gert Nordingsgaard er et produkt af vores decentrale ledelsesstruktur og et naturligt valg. Med ham får Palsgaard Træ en yngre, erfaren og meget dygtig leder. Han har såvel de rigtige kvalifikationer som de rigtige holdninger til videreudvikling af virksomheden, siger den afgående chef Mogens Bonfils, der selv blev direktør for Palsgaard Træ tilbage i 1979.

Den nu 69-årige Mogens Bonfils har oplevet det bemærkelsesværdige at vende tilbage til sit tidligere topjob seks år efter, at han var gået på pension. Det skete, da ITH Industri Invest i 2004 overtog Palsgaard og i den forbindelse valgte at gøre brug af Mogens Bonfils´ mangeårige erfaring og indgående kendskab til virksomheden.

Rivende udvikling

Gert Nordingsgaard overtager ansvaret for en virksomhed i rivende udvikling. Palsgaard Træ havde i fjor en omsætning på 320 mio. kr. og et overskud på 33 mio. kr. før skat. Virksomheden har netop afsluttet byggeriet af en helt ny spærfabrik i Hampen til 32 mio. kr. og forventer yderligere vækst i de kommende år. 

- Grundideen bag produktionen i Palsgaard Træ´s selskaber er at flytte flest mulige operationer fra byggepladsen og ind på fabrikkerne, hvor processerne kan foregå under kontrollerede forhold og med brug af moderne produktionsteknologi. Herigennem kan vi imødekomme kundernes ønsker om specielle byggerier, der er individuelle i deres arkitektur. Viden, effektivitet og fleksibilitet er nøgleordene i den proces, siger Gert Nordingsgaard.

Palsgaard Træ A/S består foruden moderselskabet i Hampen af Taasinge Træ i Svendborg, Precon Træindustri i Slagelse, Bisco i Kliplev og Skandach Holzindustrie GmbH i Unseburg. Dertil kommer afdelinger i Frederikshavn og Egernsund.

Palsgaard Træ A/S er ejet af Interbuild A/S, der tillige omfatter Lilleheden A/S, Høeg Hagen & Co. A/S og Plus A/S.

Vedhæftet: Portrætter af Gert Nordingsgaard og Mogen Bonfils.

Kontaktperson:

Mogens Bonfils / Gert Nordingsgaard

21227722 / 40180046

palsgaardgruppen@palsgaardgruppen.dk

Afsender:

Palsgaard Træ A/S

Palsgaardvej 5
7362 Hampen

7577 5155

palsgaardgruppen@palsgaardgruppen.dk

http://www.palsgaardgruppen.dk