Gavlhuset på Kreative Dage med hollandsk "gæstestjerne"

06. august 2015   |   MESSE C Fredericia  |  Flere pressemeddelelser

Ophavskvinden til en lang række kreative teknikker og produkter, hollandske Nellie Snellen, gæster Kreative Dage i Fredericia - Danmarks suverænt største kreative messe for hobby- og håndarbejdsentusiaster

Navnet “Nellie Snellen” siger måske ikke den gennemsnitlige dansker så meget, men blandt mange entusiaster inden for hobby og håndarbejde er den hollandske kvinde lidt af en stjerne.

Nellie Snellen har nemlig med stor succes igennem en snes år udviklet en lang række kreative teknikker og produkter beregnet til blandt andet kortfremstilling, scrapbooking og stempling.

- Nellie og hendes mand stiftede i 2004 deres egen handelsvirksomhed,  ”Nellie’s Choice”, som producerer og distribuerer hendes designs og produkter via forhandlere verden over. Hun har også skrevet en række bøger om kreative emner, og fire gange om året udgiver hun magasinet ”Nellie’s”, fortæller Lene Nørmølle.

Hun er som indehaver af Gavlhuset – en af Danmarks ældste og største selvstændige hobbybutikker – selv stor aftager af Nellie Snellens brede produktsortiment.  Det er derfor en stor fornøjelse for Lene Nørmølle, at hun under Kreative Dage messen i Fredericia kan præsentere Nellie Snellen som ”gæstestjerne” på Gavlhusets stand.

- Det er lidt af et scoop, at vi kan præsentere en så kendt og dygtig aktør som Nellie. Hun vil blandt andet præsentere sine nyeste produkter og vise sine seneste designs, og jeg tror virkelig, hun vil tiltrække stor opmærksomhed blandt de besøgende, mener Lene Nørmølle.

Man kan læse mere om hollænderen og hendes virksomhed på www.nellies-choice.com og om Gavlhuset på www.gavlhuset.dk.

Kreative Dage i MESSE C Fredericia er Danmarks største hobby- og håndarbejdsmesse. Den finder sted den 23. til 25. oktober 2015 – se mere på www.kreativedage.dk.

 

Kontaktperson:

Lars Søndergaard

75945209

ls@messec.dk

Afsender:

Lars Søndergaard

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk