Fynske bryggerier er igen i år stærkt repræsenteret i slutspurten om titlen som Årets danske Ølnyhed

04. februar 2011   |   Danske Ølentusiaster  |  Flere pressemeddelelser

Gennem en meget spændende første runde har medlemmerne af Danske Ølentusiaster blandt de 590 danske ølnyheder i 2010 valgt 10 stærke kandidater der skal kæmpe om titlen som Årets danske Ølnyhed 2010.

Blandt de 10 kandidater i anden runde er ikke mindre end 4 fra fynske bryggerier, hvilket må siges at være meget imponerende når der med antallet af fynske bryggerier og antallet af fynboer statistisk kun skulle være en enkelt blandt de 10.

Midtfyns Bryghus, som vandt med Chili Tripel i 2009, har hele to øl med i anden runde af afstemningen: X Porter, som er blevet til i samarbejde med det hollandske bryggeri De Molen, og Fisherman’s Ale Rough Snuff Håndbryg, som er et såkaldt ’gøgebryg’, brygget af en ’fremmed’ brygger på Midtfyns Bryghus, i dette tilfælde Erik Nielsen, Oldermand i Svendborg Bryglaug.

Indslev Bryggeri, Danmarks eneste rene hvedeølsbryggeri, der også tidligere har haft øl med blandt de ti finalister, har verdens (formodentlig) første Hvede I.P.A. med i det stærke felt, brygget af deres tyske brygmester, Stefan Peter Stadler.

Og endelig er Bryggeriet Vestfyen for femte år i træk repræsenteret i finalen med deres årlige bud på en stærk julebryg, Willemoes Jul 2010, i år skabt af bryggeriets nye tyske brygmester Christoph Behnke.

Bryggeriet Vestfyens tidligere brygmester, Henrik Sørensen, er også repræsenteret, idet hans nye arbejdsplads, Thisted Bryghus, har hele to øl med blandt de ti: Jule Ale 2010 skabt af Henrik, og Black Ale, som er Henriks justering af en øl skabt af Thisted Bryghus tidligere brygmester, Peter Klemensen, som i øvrigt også kom fra Vestfyen. Desuden har det sjællandske Hornbeer 2 øl med: Winter Porter og Hophorn, Randers Bryghus deltager med endnu et ’gøgebryg’, Hoppy Sundown Imperial Ale, som er resultatet af et helt hold af bryggeres anstrengelser – heraf mindst en fra Fyn. Og endelig har Husbryggeriet Jacobsen, der ligger på det gamle Carlsberg, fået deres Pale Ale med i slutspurten.

I det hele taget er slutfeltet præget af det meget dynamiske miljø der er opstået i den danske bryggeriverden. Bryggerierne ikke alene samarbejder og lader sig inspirere af hinanden, men opnår også et innovativt momentum, som de næppe ellers ville have haft, gennem deres ’udveksling’ af brygmestre, ’import’ af udenlandske brygmestre, samarbejde med håndbryggere, samarbejde med udenlandske bryggerier og brygmestre og venskabelig kollegial kappestrid.



Listen over de 590 nye danske øl der deltog i første runde kan ses på http://www.ale.dk/index.php?id=1361 Hele råmaterialet til listen er leveret af Peter Myrup Olesen, der gennem et par år har haft nyheds- og debatsiden beerticker.dk.


Er man medlem af Danske Ølentusiaster, og afgiver sin stemme i afstemningen om Årets Ølnyhed, deltager man i lodtrækningen om hotelophold fra Happydays og dagsbilletter til Danske Ølentusiasters Ølfestival der afholdes sidste weekend i maj.


Resultatet af afstemningerne, der udpeger såvel Årets danske Ølnyhed 2010 som Årets Bryggeri 2010, afsløres på Danske Ølentusiasters Generalforsamling i Odense den 19. marts 2011

Kontaktperson:

Anne-Mette Meyer Pedersen

61 30 17 62

anne-mette.meyer@ale.dk

Afsender:

Anne-Mette Meyer Pedersen

Kirkeskovvej 1
4660 Store Heddinge

45 82 34 00

sekretariat@ale.dk

http://ale.dk