Flying Superkids: ”Superbørnene” vender tilbage til Næstved

16. august 2019   |   Flying Superkids  |  Flere pressemeddelelser

De unge og dygtige ”supergymnaster” fra Flying Superkids gæster igen i år Arena Næstved med en toptunet forestilling og et kæmpe lysshow den 20. oktober. Flying Superkids forventer fyldte tribuner og fantastisk stemning.

Næstved tog så godt mod Flying Superkids sidste år, at superbørnene næsten ikke har kunnet vente med at komme tilbage. Derfor optræder de i Arena Næstved den 20. oktober, som en del af deres efterårsturné. Igen i år medbringer de et væld af showteknik og et kæmpe lysshow, og omdanner hallen til en fuld udrustet ”showarena”. Derefter går det løs med superbørnenes verdensberømte blanding af gymnastik, akrobatik, spring, dans, masser af højt humør og fed musik.

  • Vi glæder os rigtig meget til at vende tilbage til Næstved. Vi var der for første gang i lang tid sidste år, og det var helt fantastisk. Det var lige før, at der var landskampstemning i arenaen, så det ser vi frem til at opleve igen. Sidste gang var vi endda så heldige, at tribunerne var fyldte, og der var stor efterspørgsel på billetterne, og det håber vi selvfølgelig gentager sig i år. Det er jo også på grund af den store efterspørgsel, og et godt samarbejde med arenaen, at vi har valgt at komme igen, fortæller Lars Godbersen, direktør for Flying Superkids. 

Udvikler hvert år nye numre

Flying Superkids, med koreografen Jack Godbersen i spidsen, har siden november sidste år brugt op mod 7 måneder og i omegnen af 1000 timer på at udvikle forestillingen, programmere lys og indøve koreografier. Resultatet af det arbejde er årets show, som er propfyldt med nye, imponerende numre, masser af grin og godt humør. I år optræder gymnasterne blandt andet med et særligt intenst springnummer. I nummeret er en 4 meter høj jernkonstruktion centrum for en række nervepirrende spring, som ikke kan beskrives med ord. Idéen til nummeret er opstået, efter en af de ældre gymnaster til træning øvede sig på spring, og det er nu endt som et af de største numre i årets show:

  • Nummeret er et godt billede på, hvordan vi finder på nye numre og udvikler showet. Vi har den her gymnast, som fjollede lidt rundt med forskellige spring til træningen, og det så super fedt ud, så det ville vi gerne have med i showet. Derfor byggede vi jernkonstruktionen, som nu er blevet til et forrygende springnummer, der skaber spænding i hele salen og giver en særlig energi til vores gymnaster, fordi det er et helt unikt og stærkt nummer, der ikke er set før. Det er med andre ord Flying Superkids, når det er allerbedst, siger Lars Godbersen.

Flying Superkids har premiere på deres efterårsturné i Skærbæk den 11. oktober. I løbet af turnéen, som er fordelt over fire weekender i oktober og november, når gymnasterne at besøge 15 byer, herunder Næstved.

Billetsalget til forestillingen i Næstved starter den 20. august på www.flyingsuperkids.com.

Praktisk Information:

Flying Superkids i Arena Næstved

20. oktober 2019 kl. 13.30

Billetter på www.flyingsuperkids.com

Kontaktperson:

Didde Pedersen

40249056

dpe@flyingsuperkids.com

Afsender:

Flying Superkids

Jernaldervej 41B
8210 Aarhus V

https://www.flyingsuperkids.com