Flying Superkids: De flyvende superbørn vender tilbage til Ikast

09. januar 2020   |   Flying Superkids  |  Flere pressemeddelelser

De unge ”supergymnaster” fra Flying Superkids vender tilbage til Ikast med en toptunet forestilling og et kæmpe lysshow den 20. februar. Flying Superkids forventer fyldte tribuner og fantastisk stemning.

Tre år er gået siden Flying Superkids sidst indtog IBF Arena i Sportscenter Ikast med højtflyvende saltomortaler og sprudlende livsglæde, og nu er tiden så inde igen. Den 20. februar optræder de dygtige og unge gymnaster nemlig i Sportscenter Ikast, som første stop på deres første turné i 2020. Med sig bringer de som altid et væld af showteknik og et kæmpe lysshow, og omdanner IBF Arena til en fuld udrustet ”showarena”. Derefter går det løs med superbørnenes verdensberømte blanding af gymnastik, akrobatik, spring, dans, masser af højt humør og fed musik.

  • Vi glæder os rigtig meget til at vende tilbage til Ikast. Da vi sidst optrådte her i 2017, var det helt ubeskriveligt fedt. Det var lige før, at der var landskampstemning i hallen, og vi var endda så heldige, at der var kæmpe efterspørgsel på billetterne. Og den store efterspørgsel i området kan vi også fornemme nu. Det er jo blandt andet også derfor, at vi har valgt at komme igen. Så vi håber selvfølgelig på stor opbakning fra alle i Ikast og omegn, og at der igen bliver en fantastisk stemning i arenaen. Vi er i hvert fald topmotiveret til at levere et brag af et show, fortæller Lars Godbersen, der er konferencier i showet. 

Intense forberedelser fremmod showet i Ikast

Supergymnasterne, som er netop vendt tilbage til træningshallen efter juleferie, er allerede i fuld gang med forberedelserne til årets første turné. For selvom Flying Superkids efterhånden er rutinerede i at optræde, er der altid et stort forberedelsesarbejde bag hver enkelt show. Der skal nemlig både være styr på lysshow, scene og tribuner samtidig med, at de forskellige numre skal øves igennem og koreografierne finpudses. Derfor er der også hektisk træningsaktivitet på hjemmebasen i Aarhus i disse dage, hvor de unge gymnaster øver sig på alt fra hulahop med 120 ringe og håndstand på et tårn af stole til trippel saltomortaler og andre nervepirrende spring, som bl.a. bliver lavet ved hjælp af en 4 meter høj springkonstruktion. Og netop dette nummer med springkonstruktionen er, ifølge Lars Godbersen, noget helt særligt:

  • Ideen til nummeret opstod, efter én af de ældre gymnaster til træning øvede sig på nogle forskellige spring ved at hoppe over en stang i luften, og det så bare super fedt ud. Derfor gik vi lidt og tyggede på, hvordan vi kunne få det med i showet. Det endte med, at vi byggede den her springkonstruktion, hvor gymnasterne i højt tempo og på forskellige måder springer gennem luften ved hjælp af en fastmonteret stang. Det er et helt forrygende springnummer med wow-faktor, der skaber spænding i hele hallen og giver en særlig energi til vores gymnaster, fordi det er så unikt og stærkt et nummer. Det er med andre ord Flying Superkids, når det er allerbedst, fortæller han.

Flying Superkids har premiere på årets første turné i Ikast den 20. februar. I løbet af turnéen, som forløber sig over en forlænget weekend, optræder de også i Hobro, Fjerritslev og Frederikshavn.

Billetsalget til forestillingen i Ikast starter den 10. januar kl. 12.00 på www.flyingsuperkids.com.

Praktisk Information:

Flying Superkids i IBF Arena, Sportscenter Ikast

20. februar 2020 kl. 18.30

Pressebilleder på: https://www.flyingsuperkids.com/presse/