Flying Superkids: De flyvende superbørn vender tilbage til Aabenraa

23. august 2019   |   Flying Superkids  |  Flere pressemeddelelser

De unge og dygtige ”supergymnaster” fra Flying Superkids vender tilbage til Aabenraa med en toptunet forestilling og et kæmpe lysshow den 17. november. Flying Superkids forventer fyldte tribuner og fantastisk stemning.

To år er gået siden Flying Superkids sidst optrådte i Aabenraa, og nu er tiden så inde igen. Den 17. november vender de flyvende ”supergymnaster” nemlig tilbage til byen, når de optræder i Arena Aabenraa som en del af deres efterårsturné. Som altid medbringer de et væld af showteknik og et kæmpe lysshow og omdanner arenaen til en fuld udrustet ”showarena”. Derefter går det løs med superbørnenes velkendte blanding af gymnastik, akrobatik, spring, dans, masser af højt humør og fed musik.

  • Det er altid en stor fornøjelse at optræde i Aabenraa. Jeg synes faktisk, at det er én af de fedeste byer at optræde i. Der er altid stor efterspørgsel, og vi har fået samlet et helt fantastisk stampublikum, der skaber den vildeste kulisse når vi optræder. Fra det første mojn til det sidste spring er de med os og giver os en helt fantastisk opbakning. Så det glæder vi os til at opleve igen. Det er blandt andet også derfor, ud over vores rigtig gode samarbejde med arenaen, at vi har valgt at kommen igen, fortæller Lars Godbersen, der er konferencier i Flying Superkids.

Udvikler hvert år nye numre

Flying Superkids, med koreografen Jack Godbersen i spidsen, har siden november sidste år brugt op mod 7 måneder og i omegnen af 1000 timer på at udvikle forestillingen, programmere lys og indøve koreografier. Resultatet af det arbejde er årets show, som er propfyldt med nye, imponerende numre, masser af grin og godt humør. I år optræder gymnasterne blandt andet med et særligt intenst springnummer. I nummeret er en 4 meter høj jernkonstruktion centrum for en række nervepirrende spring, som ikke kan beskrives med ord. Idéen til nummeret er opstået, efter en af de ældre gymnaster til træning øvede sig på spring, og det er nu endt som et af de største numre i årets show:

  • Nummeret er et godt billede på, hvordan vi finder på nye numre og udvikler showet. Vi har den her gymnast, som fjollede lidt rundt med forskellige spring til træningen, og det så super fedt ud, så det ville vi gerne have med i showet. Derfor byggede vi jernkonstruktionen, som nu er blevet til et forrygende springnummer, der skaber spænding i hele salen og giver en særlig energi til vores gymnaster, fordi det er et helt unikt og stærkt nummer, der ikke er set før. Det er med andre ord Flying Superkids, når det er allerbedst, siger Lars Godbersen.

Flying Superkids har premiere på deres efterårsturné i Skærbæk den 11. oktober. I løbet af turnéen, som er fordelt over fire weekender i oktober og november, når gymnasterne at besøge 15 byer, herunder Aabenraa.

Billetsalget til forestillingen i Aabenraa starter tirsdag den 27. august på www.flyingsuperkids.com.

Praktisk Information:

Flying Superkids i Arena Aabenraa

17. november 2019 kl. 13.30

Billetter på www.flyingsuperkids.com