Fire Frejdige kvinder rusker op i tingene

05. december 2016   |   MESSE C  |  Flere pressemeddelelser

Der er masser af spændende navne på ”Speakers’ Corner” på NutriFair – fagmessen for husdyrproducenter – den 18.-19. januar i Fredericia

Traditionelt er yngre kvinder nok lidt af et særsyn som oplægsholdere på Speakers’ Corner på fagmessen for husdyrproducenter (NutriFair) i MESSE C Fredericia. Men på NutriFair 2017 er hele fire af slagsen i aktion både onsdag og torsdag. Rollespil er heller ikke et vanligt element på scenen, men også dette kan man opleve under kvartettens indlæg.

De fire kvinder midt i tyverne kommer fra den ret nystartede forening ”Frej” – en uafhængig, fødevarepolitisk tænketank, som arbejder for at nuancere fødevaredebatten, samle holdningsfløjene og inspirere til fælles løsninger på fælles samfundsudfordringer.

- Vi vil gerne vise en anden vej end den skyttegravskrig, vi oplever i øjeblikket. Der findes nogle meget fastlåste holdninger og positioner i debatten, men Produktionsdanmark og Forbrugsdanmark bør møde hinanden og finde en fælles forståelse, lyder opfordringen fra Marie-Louise Thøgersen, formand og medstifter i Frej.
Hun nævner GMO som et område, hvor det ikke giver mening at være lodret ”for” eller ”imod”, fordi det indeholder så mange facetter.

Marie-Louise Thøgersen ser en tendens til, at man i visse lejre taler ned til landbruget.
- Det er ikke i orden. Men omvendt er det ikke vores mission at please eller ophøje erhvervet – vi vil være i øjenhøjde, og man kan godt se frem til, at vi provokerer lidt på NutriFair, siger den 25-årige med et smil.

Kent Skaanning fortæller om biogas
De besøgende på NutriFair kan på Speakers’ Corner blandt andre også møde en stor kapacitet inden for biogasanlæg. Det er Kent Skaanning, bestyrelsesformand i ComBigaS, som designer og bygger biogasanlæg i samarbejde med en række danske og internationale partnere.

- Jeg håber, at mange har lyst til at høre vores budskab, og at det kan være med til at udbrede decentrale biogasanlæg i Danmark. Jeg vil fortælle om, hvilke muligheder der er - og ikke mindst hvad der kan være af økonomi for landmændene, og hvordan man kan få det finansieret, lyder det fra Kent Skaanning.

- Vi oplever flere og flere projekter, der kører rigtig godt, og hvor de landmænd, der investerer i det, rent faktisk også tjener penge ved det. Vi hos ComBigaS synes jo, at hele ideen om recycling af næringsstoffer og produktion af bæredygtig energi er en fantastisk ide – men udgangspunktet skal jo også være, at dem der rent faktisk gør det, også tjener nogle penge ved det, fastslår bestyrelsesformanden, som glæder sig til NutriFair og til at inspirere og svare på spørgsmål fra interesserede landmænd.

Læs mere om NutriFair og programmet på Speakers Corner på www.nutrifair.dk

 

Kontaktperson:

Projektleder Peter Ricardo Poulsen

42742415

prp@messec.dk

Afsender:

Projektleder Peter Ricardo Poulsen

Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

75922566

messec@messec.dk

http://www.messec.dk