Fik du et el-løbehjul eller en Segway i julegave?

17. december 2018   |   Lenschow Erstatningsretten  |  Flere pressemeddelelser

Segways og løbehjul med elmotorer er populære hos både børn og voksne, og du kan også tage det alternative transportmiddel i brug, når du skal i skole eller på job. Det har et bredt flertal i Folketinget besluttet i en forsøgsordning, der træder i kraft ved årsskiftet.

Var en segway julegaven i år? - så sørg for at du er helt opdateret på reglerne, før du begiver dig ud i trafikken på dit nye transportmiddel. Tidligere har det været noget uklart, hvad reglerne er for disse køretøjer, men det har et bredt flertal i Folketinget rettet op på. En forsøgsordning, som træder i kraft fra 1. januar 2019, tillader Segways og løbehjul med elmotorer i trafikken på linje med cykler. Der er tale om en ordning, som indebærer, at der blandt andet sættes en fartgrænse på Segways og el-løbehjul på 20 kilometer i timen. Ordningen gælder også motoriserede skateboards. Formålet med forsøgsordningen er at mindske den tunge trafik på vejene, ved at give flere danskere mulighed for at transportere sig rundt med de alternative el-køretøjer – eventuelt i kombination med den offentlige transport.

”Efterhånden som der kommer flere og flere af disse anderledes typer af køretøjer i trafikken, er det både naturligt og nødvendigt med nogle klare regler på området. I stedet for at tage bilen til busstoppestedet eller togstationen, kan du tage din Segway,” siger advokat og ejer af Lenschow Erstatningsretten Berit Møller Lenschow.

Hun opfordrer alle, der vil ud og køre i trafikken, til at have styr på forsikringerne. Rammer du en fodgænger på dit løbehjul med 20 kilometer i timen, kan der ske store skader på både dig og fodgængeren.

”Sker der en ulykke med personskade, når du kører på din Segway eller dit el-løbehjul, og har du skylden, kan det blive en dyr omgang at hænge på regningen selv. Undersøg derfor om din ansvarsforsikring dækker,” siger Berit Møller Lenschow.

Sådan er reglerne

For både motoriserede løbehjul og selvbalancerende køretøjer – såsom Segway og motoriserede skateboards – gælder det, at du kun må køre på dem på cykelstier. Dog må Segways også køre på veje i tæt bebyggede områder, hvor der er en hastighedsgrænse på 50 kilometer i timen, og hvor der ikke er anlagt cykelsti. Du må max. køre 20 kilometer i timen, og så skal du opfylde de samme krav til lygter og reflekser, som der er til cykler – dog skal lygterne altid være tændt, præcis som ved en bil. For at føre køretøjerne skal du være fyldt 15 år. Hvis du er under 15 år må du kun køre, når du er sammen med en voksen og kun på særlige områder, der er skiltet som lege- og opholdsarealer.

Motoriserede løbehjul og selvbalancerende køretøjer er – ligesom den almindelige cykel – underlagt færdselslovens almindelige agtsomhedskrav og regler om, at man i trafikken skal tilpasse hastigheden til forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed, lige som du naturligvis hverken må være påvirket af spiritus eller bevidsthedspåvirkende medicin, når du træder op på din Segway eller dit el-løbehjul.

”Hvis du lejer de omtalte køretøjer ud, så skal der være en lovpligtig ansvarsforsikring på køretøjet. Det er din pligt som udlejer at sørge for det. Privatpersoner skal til gengæld ikke tegne en ansvarsforsikring, hvilket kan undre, da privatpersoner naturligvis også kan lave skader på andre mennesker med deres Segways og el-løbehjul. Det sidste kan man argumentere for vil være en fordel at se på, når ordningen skal evalueres, og indtil da kan jeg kun opfordre til, at man tegner en ansvarsforsikring, lovpligtigt eller ej,” siger Berit Møller Lenschow.

Kontaktperson:

Berit Lenschow

33608787

berit@erstatningsretten.dk

Afsender:

Berit Lenschow

Bjerggade 4K
6200 Aabenraa

33608787

berit@erstatningsretten.dk

www.erstatningsretten.dk